I Skoven tæt ved Gurve,
I Ly af Bøg og Eg,
Der vrimled det heel lystigt,
Og der var Dands og Leg.
Fra alle Landets Egne
Var kommet mangen Gjæst,
Fornemme og Ringe,
Til St. Hans-Aftens Fest.
Farvede Lamper straalte
Fra tusind Grene ned;
Rundtom var plantet Fakler
Som Blomster i et Bed.
De Tjæretønder blussed,
Ophængte paa Stav;
Den glade Stimmel bølged
Og larmed som et Hav.
Fra rene Sommerhimmel
Snart her og snart hist
En lille, stille Stjerne
Fremtindred som en Gnist.
Ei Straa, ei Blad sig rørte,
Og trindtom Natten laae,
Som en kulsort Morinde.
Med Glimmersmykke paa.
Der var med Viin og Mundgodt
Saa mangen pyntet Bod;
De tørstige Sjæle
Som en Muur om dem stod.
Mangen Springer og Dandser
Stod der ogsaa paa Lad
Med sit malede Ansigt
Og bar sig morsomt ad.
En Sværm af Formummede
Lidt efter lidt kom frem;
Hr. Peder og Hr. Strange
Vare ogsaa blandt dem.
Ung Folmer var paafærde,
Hvor der var lidt at see;
Han gjorde tusind Løier
Og fik Alle til at lee.
Med Eet der klang Trompeter,
Med Fløiter og Basun;
Dankonningen sig viste
I Skovens Paulun;
Med ham en fager Skare,
Saa munter og saa let,
Med Guld paa Fløielskofte
Og Fjeder paa Barett.
Saa kom en deilig Qvinde
Agende i sin Karm;
Fra Ansigtet hun løfted
Sløret med sin Arm.
Da blussede de Kinder,
Da straalede de Blik!
Dankonning hende høvisk
Imøde da gik.
Selv hjalp han den Skjønne
Fra Vognen til Jord,
Og hvisked hende lønligt
Et skjemtefuldt Ord.
De sorte Slangelokker
Slog hun fra Panden klar,
Og hendes røde Læber
Gav et smilende Svar.
Hr. Strange og Hr. Peder
De stode og derhos;
En Mumlen gik blandt Folket
Af Beundring og Trods.
Hun lod de sorte Øine
Tillyne dem et Blink;
Sødt toned da Musiken
Paa Konningens Vink.
Han qvæged sine Øine
Og sin sin elskovssyge Aand
I hendes Lueblikke.
Saa greeb han hendes Haand
Og traadte hen i Kredsen
Paa den fløielsgrønne Grund;
Og Sangen lød og Dandsen gik
Saa let igjennem Lund.
Vel bruste Lystigheden,
Men den gav ogsaa Ro.
Det er saa sødt at vandre
I Natten To og To.
Og mangt et Par sig listed
I Krattets Mørke ind
Med bankende Hjerter
Og med rødmende Kind.
Ung Folmer gik med Inger,
Han hvisked: „Favre Mø!
Tilgiv mig, Du maa seile
Nu i Din egen Sø!
Imorgen, naar vi mødes,
Maa Du aabne hendes Dør,
Som Din egen, søde Inger!
Du tidt mig aabned før.
Hvad vi fra Dorrit tage,
Er Intet uden Ord;
Hun skal os kun opdage
En Hemmelighed stor.
Og frygter Du for Kongen,
Til Dronningen Du tye.
I hendes Jomfrubuur
Vil jeg skaffe Dig Ly.”
Saa kiged han skalkagtigt
I Pigens Øine ind,
Strøg hendes Haar fra Panden
Og kyssed hendes Kind,
Og sprang saa let afsted
Fra den glædesdrukne Sværm
Til Borgen op og standsed
Under Lindetræets Skjærm.
Men Dronningen, den Rene,
Med sine favre Mø’r
Sad stille hist i Hallen
Inden lukkede Dør.
Den hellige Vigilie
Var endt; alene, tyst
I sit Buur hun kunde høre
Den fjerne, vilde Lyst.
Da klang en Cithers Strænge
Nede ved Borgens Fod.
Da lytted hun, da trængte
Til Hjertet hendes Blod.
Hun reiste sig, slog om sig
Et Fløiels Purpurskrud;
Let traadte hun, den Ranke,
Paa Borgsvalen ud.
Hun læned sig til Rækket
Bag den duftende Lind;
Paa hviden Haand hun lagde
Den fine, blege Kind.
Hun holdt sig taus og stille,
Hun aanded knap engang.
Op tonede franeden
Ung Folmers Nattesang:
„Min høie, ædle Frue!
Jeg gjorde, som I bad.
Ud fløi jeg som en Due
Efter Fredens Olieblad.
Endnu er det ei plukket,
Dog brydes det forvist;
Thi Himlen hørte Sukket,
Alt vinker det fra Qvist.
Jeg gjennem Skov og Dale
Har vandret paa min Fod,
Mens Klangen af Din Tale
Mit Øre ei forlod.
Jeg steg paa Bjerg og Banker;
Og stærk jeg blev derved,
At det var Dine Tanker,
Som styrede mit Fjed.
Jeg døied megen Smerte;
Men som en Svaledrik
Huldt qvægede mit Hjerte
Da Mindet om Dit Blik
Langt hellere jeg døde,
Langt heller blev jeg blind;
End Haabets Morgenrøde
See blegnet paa Din Kind.
Der dæmrer nu en Morgen,
Der lysner nu en Dag;
Som Natten flygter Sorgen,
Og som ved Trylleslag
Vil alle Roser røde
Og alle Lilier smaa,
Opreiste fra de Døde,
Sødtduftende fremgaae.
End tvungen, maa jeg dvæle
Fjernt fra Din Naadessol;
Jeg vover ei at knæle
End for min Dronnings Stol.
Ei tør min Eed jeg krænke,
— Mig Længsel hid har ført! —
Et Pant Du naadigt skjænke,
At Du min Sang har hørt!”
Hun løste af sin Nakke
Et blaat, guldvirket Baand;
De blonde Lokker strømmede
Ned under hendes Haand.
Saa lod hun Sløifen synke
Og fjernede sig tyst.
Han fanged den i Luften
Og gjemte den ved sit Bryst. —
Den fjerne Larm sig tabte,
Og Festen slumred ind,
I halvudbrændte Fakler
Vifted en Morgenvind.
Og der var Søvn og Stilhed
Alt over Skov og Dal,
I Bondens lave Hytte,
I Drottens høie Sal.