Og det var de Bønder
I Fensmark By
Fra Kalkerup og Sipperup
De jubled høit i Sky;
Om blomsterklædte Maitræ
De dandsede i Ring
Til Fløiter og til Fidler
Med de lystigste Spring.
I Buxer og med Kofte her
Man unge Tøse saae,
Og lange, føre Karle
Med Bul og Skjørter paa;
Mai-Greven og Grevinden
Med Krandse og med Baand
Velsminkede og smurte
De tripped Haand i Haand.
Med sværtet Ansigt Narren
Saa vever og saa fix,
Sprang om og gjorde Løier
Og vifted med sin Brix.
Paa Gjerdet sad med Pose
En gammel Tiggermunk;
Paa Sognefogdens Rønning
Stod Storken nok saa strunk.
Saa trak de ud af Staldene
Heel mangen smykket Hest;
I Manken Baand var flettet,
I Halen Sløifer fæst.
Rask svang sig da i Sadlen
Baade Pige og Dreng, —
Hei! hvor de Fløiter hvined
Til den skingrende Stræng.
De Spillemænd red foran
Maigreven og hans Brud,
I klaren Solskin Toget
Smukt gik af Byen ud.
Til Holmegaard ved Mosen
Det først skulde gaae;
Hr. Iver Bugges Godtøl
De vilde smage paa.
Der kneiser et Steenkors
Ved Byens søndre Led;
Der stod nu Junker Strange
Og hviled sig derved.
Alvorlig var hans Tanke,
Og mødig var hans Fod,
Men lige stærkt hans Hjerte
Og lige frit hans Mod.
Han som en prøvet Jæger
Havde snuset sig frem
I Kulsvierhytter og
I Herremandens Hjem;
Men ikke var han kommet
Sin Flygtning paa Spor.
Han havde nu atter styret
Sine Fjed imod Nord.
Ved Susaaen ligger
De Nonners stille Bo,
Der raadede hans Moster
I from og hellig Ro.
Han havde hende gjæstet;
Og i en vanlig Dragt
Havde den fromme Frue
Sin ædle Frænde bragt.
I grønne Jægerkofte
Her stod han fri og frank,
Med Sølvhorn ved sin Hofte,
I Gjorden Daggert blank;
En sort Baret sad let og kjæk
Paa nødbrune Lok:
Sin høire Haand han støtted
Paa en vældig Tjørnestok.
Med Hu! og Hei! kom farende
De Bønders vilde Trop.
Han vaagned af sin Tanke
Og slog sit Øie op.
Han hilsede: Guds Fred!
Og de skraalede: Tak!
Og Narren kom hen til ham
Og gav sig i Snak.
„I staaer her saa alene!
Hr. Jæger! kom, følg med!
Saa skal I see, der vanker
Adskillig Lystighed.
Den tykke Junker Iver
Har deilig Viin og Mad;
Har I nu Lyst at smage,
Saa kan vi følges ad. „
Da svarede Hr. Strange:
„Didhen vil ogsaa jeg;
Nu ganske jævnt Du ride,
Saa viser Du mig Vei!”
Men Narren grinte listigt
I sit sværtede Skjæg
Og raabte: „Heida, Spillemænd!
Spil op nu og blæs!”
Saa holdt han sig tilbage
Og red kun Fod for Fod,
Mens af og til paa Strange
Sit Blik han hvile lod.
Med Eet holdt han stille
Og steeg af Hesten ned
Og hvisked: „Bolde Jæger!
Hør, vi maae tales ved!
I seer mig ud saa ærlig,
Alt uden Falsk og Svig;
Bredskuldret, høivoxen
I kneiser mandelig.
Jeg selv er ikkeheller just
Tabt bag af en Vogn.
Jeg har saa gode Knokler
Som Nogen i vort Sogn.
Jeg trænger til en Hjælper.
Nødtvunget kun jeg har
Mit røde Ansigt grimet
Og gjort mig til en Nar!”
Da sendte ham ung Strange
Et ret alvorligt Blik,
Og svared: „,Siig, hvad vil Du?”
Og henad Veien gik.
Men Narren kasted Tøilen
Over Armen, og drog
Tre alenlange Sukke
Og sig om Panden tog.
Og mens de Begge vandred
Langs Pilehækken hen,
Han øste ud sit Hjerte
For sin fremmede Ven:
„Mit Navn er Jens Pode,
Jeg er en Bondes Søn;
Til Karen Jeppes beiled jeg
Alt længe i Løn.
Vore Fædre og Mødre
Vare enige med os,
Paa begge Sider var der
Baade Penge og Gods.
Til sidste Voldermisse
Vort Bryllup skulde staae,
Og Øllet alt var gjæret
Og Skinkegryden paa.
Da kasted Junker Bugge,
Dette børstede Sviin,
Sit begjærlige Øie
Paa Kjæresten min.
Men Karen lige deilig
Og ærbar og tro,
Hun elsked mig oprigtigt,
Ad Junkeren hun loe.
Det hjalp ham ei, han smidsked
Eller gjorde sig suur;
Det var, som Vinden blæser
Imod en Kirkemuur.
Som saa hun sad en Morgen
Paa Marken hos sin Ko,
Kom Junker Iver ridende
Med sine Svende to.
Han havde faa’t sin Davre
Og hængte som en Sæk
Paa Hestens Ryg og grinte,
Rødblisset og fræk.
Han hikkede og raabte:
„Det nytter ei, mit Barn,
Du slaaer med Dine Vinger
Som en Kramsfugl i Garn.
Det første Kys jeg tager,
Det hører mig jo til;
De andre kan Du give
Jens Pode, om Du vil.
Dog gjør Du Dig for mussig,
Som hidtil Du har gjort,
Saa skal du ride Hesten,
Som staaer ved min Port;
Den er saa from og stadig,
Og løbsk den render ei.” —
Da reiste sig min Karen
Og vilde gaae sin Vei.
Men Junkren brølte: „Karle!
Af Hesten strax, tag fat,
Bind begge Tøsens Arme
Og faae mig hende sat
I Hullet, hvor hun øiner
Hverken Maane eller Sol!”
Da gjorde de to Lømler,
Som Junkeren befol.
De grebe plumpt paa hende
Og tumlede saa vildt,
At Melkespanden vælted,
Og Melken blev spildt.
Min Piges Hænder bandt de
Med Reb og med Rem,
Saa maatte hun da løbe
Mellem Hestene med dem.
Fra den Tid har han hende
I Mørkestuen holdt,
Alt under Portens Hvælving,
Hvor der er hundekoldt.
Om Natten tidt jeg sneg mig
Til den gittrede Glug.
Med blødende Hjerte der
Jeg hørte hendes Suk.
Hver Dag han sender Bud
For at friste hendes Fred,
Men altid Budet kommer
Med den samme Besked.
Men slaaer hun, som jeg haaber,
Reent paa Herremanden Vrag,
Træmæren maa hun ride
I Morgen den Dag.
Til Holmegaard forleden
Der kom en lystig Fant,
En Legere, en Synger,
Med sit Strængespil og Gant.
Heel vel han blev modtaget,
De sammen sad og drak,
Og det var hedt og fedt
Med Gammen og med Snak.
Men allerbedst som Talen
Den gik mest qvik og fiin,
Saa kom de op at kjævles
Alt over deres Viin.
Og Enden blev, at Bugge
Han brølte og blev vred,
Og lod den unge Gjøgler
I Kjeldren kaste ned.
Der sidder han hos Karen
Men nu er det min Agt
At faae dem løste Begge
Ved List eller Magt,
Imens de Andre dandse
Og juble og gjør Larm;
Og dertil kan jeg bruge
Meer end min egen Arm.
Hvis jeg kan hende frelse
Ud af Fængsel og Nød,
Saa veed jeg, hvor mig venter
Baade Fristed og Brød.
Den fromme Nonnemoder
I Suusaa-kloster hist
At tage os i Varetægt
Har lovet mig forvist.
Der faaer jeg Huus og Ager,
Og er det end kun smaat,
Under Krumstaven lever man
Dog sikkert og godt.
Siig, vil I staae mig bi
Som ærlig, dannis Mand?”
Da svared Junker Strange:
„Jeg vil see, hvad jeg kan!” —
Som saadan De nu taled,
Gjennem Ladegaardens Led
De traadte ind og styred
Til Borgen deres Fjed.
Her stode alle Heste
Optømmede i Rad,
Mens i den indre Borggaard
Man gjorde sig glad.
Her skingrede Musiken,
Her svang man sig omkring
Alt paa de brede Fliser
Med de kaadeste Spring.
Og Madsvend og Røgter,
Hver Tøs og hver Dreng
Var ogsaa komne med
I det lystige Slæng.
Portvægteren, den gamle,
Som ellers var saa bidsk,
Han fik sig en Svingom
Med en Malkepige frisk.
Hr. Bugge stod deroppe
Med vidtskrævende Been
Og gloede paa Vrimlen
Fra Trappens høie Steen.
Ølkanderne gik ogsaa rundt,
Og ingen Hals blev tør,
De drak, saa Panden gløded
Og Tanken blev ør.
Hr. Bugge var ei doven,
Han drak i svære Kluk,
Saa greeb han fat en Ungmø
Og sprang som en Buk.
Jens Pode og Hr. Strange
I Porten dulgte stod,
Jo meer de Andre støied,
Jo meer fik de Mod.
De vare just ved Døren,
Som til Mørkestuen gik,
Og saae paa Laas og Skodder
Med haabløse Blik.
Dog Lykken er os nærmest,
Naar Nøden meest har trængt!
Med Eet Hr. Strange øined
Bag Portfløien hængt
Et vældigt Nøgleknippe;
For at lette sin Krop
Til Dandsen, havde Vægtren der
I Hast det slynget op.
Hurtigt og behændigt
De aabnede det Buur,
Og Jens steeg ned ad Trappen
Langs den fugtige Muur;
Han hentede de Tvende
Fra det dybeste Hul,
Mens Strange stod paa Vagt,
Kjæk og forventningsfuld.
Det vared ikke længe,
Før Jens kom atter frem
Med Fangerne bagefter,
Og gjenned hurtigt dem
Af Porten ud, fra Broen,
Ind i den tætte Lund,
Mens Nøglerne han sænked
Paa Slotsgravens Bund.
Saa fulgte han og Strange
Med iilsomme Skridt,
Op gik det gjennem Skoven,
— De lyttede tidt, —
Saa kom de over Vasen
Ved Holmegaard, og her
Beslutted de at skilles
Ad sine Veie hver.
Med nedslagne Øine
Den unge Pige stod,
Mens ellevild af Glæde
Hendes Kjærest hvisked: „Mod!”
Men Strange saae forbauset
Paa den fremmede Svend:
Det var jo Folmer Sanger,
Han mødte her igjen.
„Velkommen,” raabte Folmer,
„Saa fanged jeg Jer dog!
Jeg noget Vildt dog bringer
Hjem fra mit Jægertog.
Den anden Fugl, Gud bedre!
Hvor finder jeg vel den’?”
Hr. Strange greb hans Hænder:
„Vi hjælpes ad, min Ven!
Men siig mig dog, Jens Pode!”
Vedblev han og loe,
„Er dette da hiin Leger,
Som i Døgnskifter to
Har siddet med Din Due
I Buur ved Vand og Brød’?
Saa” — Her afbrød ham Folmer:
„Snak! det har ingen Nød!
Skynd Dig afsted, Jens Pode!
Til Klostret gaaer Din Vei.
Hvad Skjæbnen mig betroede,
Jeg raned det ei.
Lad Pateren Dig binde
Med Velsignelsens Baand,
Og gak saa med Din Qvinde
Kun trøstigt Haand i Haand!”
Jens Pode græd og takked,
Og lille Karen græd;
Med glade Hjerter iled
De gjennem Skoven ned.
„See,” sagde Folmer smilende,
„Der gaaer hun med sin Nar!”
Og stemte hurtigt Strængen
Paa Cithren, som han bar.
Og da de var alene,
Han svingede sin Hat,
Hans Jubeltoner skingred
Lydt gjennem Busk og Krat.
Han kyssede paa Fingren
Ad Blomster og ad Træ’r,
Han smiled op til Lærken,
Som til en Hjertenskjær:
„O, Frihed! o, Du søde,
Min Længsel og min Lyst!
Opstanden fra de Døde,
Velkommen ved mit Bryst!
Udrevet af min Vaande,
Modtag mig i Din Favn!
Saalænge jeg kan aande,
Lovpriser jeg Dit Navn.
Jeg seer de grønne Dale,
Jeg seer det lyse Blaae,
De hulde Nattergale
Jeg atter hører paa.
Jeg bader mig i Luften,
Paa Græsset tør jeg gaae,
Jeg drikker Ruus i Duften
Af Blomster og af Straa.
Sol kysser mine Kinder
Med blide Øiekast,
Og kraftigt Blodet rinder,
Og Foden træder fast.
O, Frihed! slip mig ikke,
Men lad, saa rig som god,
Mig ved dit Hjerte drikke
Til hele Livet Mod!”
Saa sang han, mens de iled
Paa Skovsletten ud;
De ranke Svende kneiste
Som Fyrrens unge Skud.
Og da ved Solens Nedgang
De naaede til en Kro,
De standsed der og toge
Forfriskning og Ro.