Natten(Thorvaldsens Basrelief)End er det Nat! — i underlige DrømmeIndhyllet og i Mørkets svale SlørHun blidt og sagte — sagte sees at svømmeMod Morgenrødens fjerne, lukte Dør.Med stille Sukke ved den ømme,Den moderlige Barm hun kjærligt dysserDe slumrende, forgrædte Børn, og Vinden,Let viftende om Lokken, dem fra KindenDe hede Smertens Perler huldt bortkysser! Den Ældste, Haabet, lukket har sit Øie,Som nys vemodigt stirred mod det Høie;Den Mindste, Længsel, mod sit eget BrystDet tankefyldte Hoved monne bøieOg lytter nu til al den skjulte Lyst, —Den smerteblandede, som evigt hvilerDerinde — og ved Drømmen smiler.Men snart vil Mulmet vige bort, det sorte,Og Rosen spire frem ved Morgnens Porte,Og Jordelivets Dæmring, dybt dernede,Vil sig for Solens Glædessmil adsprede! Da vil den Første klart sit Øie hæveOg ane Himlens Vei og Viisdoms Raad.Den Anden vaagne skal og svæveFortrøstningsfuld, og ingen anden GraadDer fødes skal, end Morgnens Perler klare,Som Dagens Roser friske skal bevare.