Magtens Herre! Klar mit Blik:
Hvorfor skulde han da falde?
Han, den Stolteste blandt Alle,
Drikke Dødens bittre Drik?
Ikke skal jeg vove paa
Frækt med Dig at gaae i Rette
Om dit Viisdomsraad; men dette
Kan mit Hjerte ei forstaae.
Her at vaandes gjør ei Skam,
Og det smerter dybt tilvisse,
Naar jeg seer hans Navn blandt disse
Tusind andre Offerlam.
Paa hvis Alter mon de faldt
For Granater og for Bomber,
Disse ædle Hekatomber,
Som med Gru vi have talt?
Hver for sig kan være god
Af de tappre danske Døde,
Som for Intet matte bløde, —
Mig dog piner meest hans Blod.
Og mit Hjerte hamrer vildt,
Spændt paa Harmens Pinebænke,
Naar forbittret jeg maa tænke:
„Hvi blev al den Rigdom spildt?”
Svøbt i Dødens skumle Flor,
Denne trodsig kjække Pande
Maatte bøie sig og vande
Med sit Blod den tabte Jord! —
O, lyksalig er Du, Ven!
Tomme staae Dig Smertens Skaaler,
Klart din Æres Stjerne straaler! —
Men vor Ære — hvor er den?