Hør Tydsken i sit lede Sprog at prale
Med al dets Skryden, Prusten, Hvislen, Snorken,
Høittravende, langtskrævende som Storken,
Indhildende sig selv i sin Dædale.
Hør saa vort Maal i Bøgens grønne Sale,
Letflydende som paa en Viinmost Korken,
Som Sylen fiint og kraftigt dog som Forken,
Som Lærken muntert, hygligt som en Svale.
Skal nu den skjønne Mø da Voldtægt lide
Og skjændes af en fæl, giftsvullen Slange,
Der fræk i hendes Jomfrubuur vil glide?
Kan Riddersind meer ædel Dont forlange
End kjækt for hendes Æres Krands at stride
Med Staal og Stræng, med skarpe Skud og Sange?