Rislende Kilde! hvad tænker Du paa?
Lokket af Himlens forræderske Blaa
Iler Du op af din Vugge, Springer
Du frem af din hjemlige Vraa,
Ak, for at synge og sukke!
Ukjendt og stille Du vandred og løb
Dybt i det Dunkle, hvor Rødderne krøb,
Mens af din Nektar de suged;
Muldvarpen saae Du i fløielsblødt Svøb,
Skatten og Dragen, som ruged.
Tusinde Øine vil følge din Vei,
Solen og Maanen genere sig ei,
Stjernerne titte fraoven;
Ellen og Bøgen vil vogte paa Dig,
Alle Smaablomster i Skoven.
Høre Du maa deres kløgtige Ord,
Om Du er klar, om Du siirligt Dig snoer,
Vil de forstaae og bedømme;
Ane dog ei, hvad i Dybet Dig boer,
Ei dine lifligste Drømme.
Lædske Du skal baade Brøndkars og Flæg,
Rotten, der lister sig hid fra sin Væg,
Skovmusen hist fra sin Hule,
Soen, der kommer og dypper sit Skjæg,
Qvien sin slimede Mule.
Tankeløst suge de alle dit Væld,
Drikke og gaae uden Tak og Farvel; —
Dog maa Du bede Vorherre,
At ei en Skjald med sin Lire i Qvæld
Kommer, — da bliver det værre.
Rislende Kilde! Du haabe ei paa
Atter din rolige Vugge at naae,
Aldrig Du kommer tilbage!
Glemselens Hav er vel bittert, — dog saa
Hviler Du der og din Klage!