Hvor er du, Camilla?
Luk Vinduet op!
Alt Maanen sig hviler
Paa Bjergenes Top.
See, Alt er indslumret
I By og paa Land,
Fontainen kun leger
Med straalende Vand.
Med Ryggen mod Muren
Jeg staaer her saa mat,
Og søger min Stjerne
I dæmrende Nat.
Du elsker mig, Søde!
Min Rose du fik,
Du gav mig jo Svar i
Dit brændende Blik.
Du planted den yndigt
Blandt Lokkerne ind,
Misundelig blegned
Den over din Kind.
Sit brændende Øie
Den lukkede til,
Thi dine to Stjerner
Har stærkere Ild.
Saa kom da, Camilla!
Min Rose du tog,
Jeg læste mit Haab i
Det Smiil, som du drog.
To fæle Dæmoner
Mig knuge i Favn,
Een kalder jeg Længsel,
Een kalder jeg Savn.
De lamme min Styrke,
De knuse mit Mod,
Fortærende Flammer
De slaae i mit Blod.
Saa kom da, Camilla!
Min Frelse, mit Haab!
Gjenfødes jeg kan kun
I Kjærligheds Daab.
Forjag du min Længsel
Og dræb du mit Savn,
Og døb mine Smerter
Med Saligheds Navn.
Kom ned til vor Vigne,
Hvor Rankerne groe,
Der hænger en Drue
Saa sød, kan du troe.
Kom ned til vor Hauge,
Bag Myrternes Læ,
Der plukke vi Frugten
Af bugnende Træ.
Den glimrer fra Grenen
Saa lokkende sød, —
Jeg ryster med Lempe
Den ned i dit Skjød.