Lille Svale! du, som Foraar bringer
Rejsen fra det Fjerne var saa lang.
Hvor vil du nu hvile dine Vinger?
Hvem vil du forlyste med din Sang?
Vildsom flyver du henover Enge,
Hvor de unge Blomster bryde frem,
Veed ej, hvor du skal din Rede hænge,
Er halv fremmed i dit eget Hjem.
Seer du hist, hvor Linden staaer til Skygge
Foran Hyttedøren, lav og trang?
Der, ja der skal du din Rede bygge,
Der du synge skal din blide Sang!
Jeg har hørt som Barn en gammel Lære:
Hvor en Svale bygger, kommer Held.
Ja, som Sagnet gaaer, maa vist det være,
Svalen er jo blid og from af Sjæl.
Skynd dig, skynd dig da paa lette Vinger
Til den Hytte hen, jeg viser dig!
Og naar der du Held og Glæde bringer,
O hvor skal jeg da velsigne dig!
