Man blir ej gammel af de lange Aar,
Som kommer, og som atter gaar,
Men ak! man ældes af de mange Saar,
Hvoraf et følsomt Hjærte altfor ofte bløder.
Forstaaelse, et ærligt Venneord,
En hjælpsom Haand ved Baadens Ror,
En Følelse, som ej blot synes stor —
Hvorfor mon Hjærtet dette kun saa sjældent møder?
Hyl mig, Natur, tæt i din dybe Ro! —
— Tys! — Jeg kan høre Græsset gro,
Og føler Blomster dufte — to og to —
Og Duften sarte, farverige Drømme føder.
Og rundt omkring mig hæver sig en Em,
Hvor kjendte Former stiger frem:
Min Ungdoms Drømme — hvor jeg husker dem! —
Og i en Minderus mit syge Hjærte gløder.