Efteraar — Morgnen efter Ballet;
Festen er endt, de sidste Toner døde —
Lystigt var Spillet, men Strængene brast,
De muntre Gjæster svinder med Hast
Du staar alene.
Rundtom ligger Blade, høstligt røde,
Visne Blomster, gule, violette,
Hist og her et Stykke Taagetyll;
Du staar glemt, men er det vel din Skyld?
Tidens tavse Trin var altfor lette,
Og du hørte ej dens vilde Løb,
Følte kun, at Somrens hede Aande
Lokked Roser paa din fine Kind,
Følte kun om Midjen Somrens stærke Arm,
Tanken døde — Du var ung og varm,
Dandsed, dandsed — —
Ak, men Morgnen listed tyst i Salen ind,
Dandsen hørte op, Musiken standsed.
Nu Du gyser i det bleggraa, kolde Skjær,
Din Dragt er ødelagt og brudt dit Blomstersmykke,
Og flygtet er din smukke Hjærtenskjær,
Et Minde kun, din korte Sommerlykke!