Jeg gik i Haven — Solen sank i Blod —
Og standsede i Drømme foran Valmuen,
Som stolt og dejlig knejste over Almuen:
De smaa beskedne Blomster ved dens Fod.
Der stod de, Primulaer og Violer,
Som om de ventede paa Avdiens,
Resedaer i grønne Sommerkjoler,
Der dufted af den fineste Essens.
Men Havens Dronning havde Sorg i Sinde,
Thi Solen, som blev hendes Elsker nys,
Saas ligegyldig fjærnt i Vest forsvinde —
Han havde glemt det middagshede Kys.
Af Nattens Duggraad Haven snart blev dækket,
Og Taarer sitrede paa Valmuens Kind —
Den næste Morgen hængte Valmuen knækket,
Den dræbtes af den nattekolde Vind.
Men rundt i Græsset om den døde Dronning
Staar Bondeblomsterne endnu i Ring
Og byder glade Bien deres Honning,
Forstaar ej, ser ej — ønsker Ingenting.