Ikke Evighed i pindarisk Stierneflugt,
Ikke Trophæets blodtunget Lov,
Eller tvivlsomt Marmorliv
Er for Velgiøreren,
Folkenes Fader paa Tronen Løn.
Saa, foreviget ved Niddingens Smigrekonst,
Lever tit den mørke Despot;
Krigens vilde Søn lever saa,
Lever en Blusel for
Sekler, Skiændsel sig; og med et
Sort fortvivlende Blik seer op fra Orkus hans Siel,
Seer, forført ved hans glimrende Navn,
Fræk den yngre Voldsmand at
Vandre hans blodige
Bane, til Folkenes Afskye og Skræk;
Ønsker ængstelig at Tiden medlidend’ hans
Minde styrted’, og kasted’ hans Navn
Dybt i Forglemmelsens maalløse Nat;
Ønsker, med Slaven, som
Satte ham Mindet, hæslig at døe.
Skal da Mindesmæler, oftest vanhelliged’,
Eene sige den kommende Slægt
Danskes Hæld i Christians Lov?
Fordrer den Ædlere,
Menneskevennen, ei stoltere Løn?
Jo, at see, ved Sit Ord, Held og Velsignelse
Strømme ned over Lande og Folk,
See at Dyder kaldtes af
Mørket frem: dette er,
Fælleds med Gud, hans Ønskers Maal.
Saa, o Skioldung, at (de fremmede Flygtlinge
Evig forjaget fra Tronen og Os)
Salighed, mandige Sæder og Mod
Iilte tilbage til
Scandien, Konge! det være Din Løn.
Stille lumrede vel, qvalt af den finere
Flattrende Hykler, skiønt aldrig død,
Fædres Ild for Konge og Land,
Krigerisk Mandighed
Dybt i Cimbrernes stolte Bryst;
Men, o Christian! Du bød, og i flammende
Luer blussede Ilden høit;
Saa engang, ved en Skioldungs Vink,
Skal han, den friere
Modige Cimbrer i Slaget staae;
Føle Konge og sig, føle sit Fædrelands
Kierlighed styrke den vældige Arm,
Kold mod Farer, mod Død,
Føle i Borgeres
Frelse Guddommens salige Fryd;
Saa for Tronen han med ydmyg Stolthed skal staae,
Tale for Brødres Vel og de Baand,
Som Monarken og Undersaat
Knytte i helligste
Forbund, aldrig af Skioldung løst,
Og til Sletterne og hist til de kneisende
Fielde skal Naade og Hæder og Løn
Vidt fra Tronen udbrede sig;
Borgerlig’ Dyder skal
Skabes, til Rigernes Beste, ved dem.
Saa til sildigste Slægt skal da, o Christian!
Evig Velsignelse hedre Dit Navn,
Danmarks Sønner synge Din Lov,
Muntre, i jublende
Sange, ønske sig Christians Old,
Og fra Olympus skal Du skue, med Skaberens
Lønnende Fryd, det Hæld, som ved Dig
Skabtes, Konge! Dit elskte Folk,
Og ved de kommende
Slægters Lov, ved Himles Gienlyd
Flyde i Saligheder Din Aand; Derfor dog
Haaner Du ikke Din Tidsalders Lov,
Ikke Skaldens fromme Sang;
Reenere Følelser
Aldrig, Konge! har Harpen kiendt.
W.