De høie Harpers Lyd, de kiekke, stolte Sange,
Fra Cimbrisk Kiempebryst, som giorde Fiender bange,
Som spredte Britter bort, som knuste Romermod,
Som øste Marken fuld af Teuters, Venders, Blod —
De Toner lærer mig, I gamle, store Fædre!
Ei for at buldre Skræk — Skioldungen skal de hædre!
Han saae hvor grumt den Sværm fra Naboeriger kom,
Som raned Landets Frugt. Lyst tindred Hevnens Dom
Og Cimbrers Salighed i Dannerkongens Øie.
Han bød en evig Lov: da smiilte til den Høie
Det glade danske Folk. Fra Faders gamle Bryst
Svandt bort den mørke Skræk, naar nys hans Alders Lyst,
Den muntre Afkom tryg blev stor i Ungdoms Dage,
Og Held og Viisdoms Løn var ikke meer tilbage
For Odins ædle Folk. — Høit voxte Glæder op,
Paa Sletten blinkde Fryd, da gik en talrig Trop,
Forskudt blandt Brødrefolk, glad ud fra snevre Hytte,
Fornam ei Cimbrisk Arm og rolig tog til Bytte
Vor Arv, saa tit forsvart med tapre Fædres Blod;
Som om vort danske Navn og gamle Kiempers Mod
Var død ved Fienders Fald. Grumt Fødslen bød os flygte
Langt bort fra Tronens Fod; som om ei Cimbrer bygte
Skioldungens høie Stol. Tit blev den Viises Løn,
At skiules med Foragt; Tit Kampens stoute Søn
Svandt hen blandt Niddings Slægt. Da gleed fra fremmed Læbe
Den lumske bittre Smiil, som skabtes for at dræbe
Den sidste Cimbrers Mod. Dybt faldt den stærke Arm,
Ei væbnet meer til Kamp; og taus vor tunge Harm
Stod malt paa blege Kind. Ei meer var Valhals Glæder,
Vi rødmed ved vort Navn, og kielne Sydlings Sæder
Blev’ Viisdom, Dyd og Mod. Huult som Barbarers Ord
Lød Nordens stolte Sprog; og for vort Cimbrisk Chor
Klang Vallands bløde Sang; men rundt om Eegegangen
Gik Sorgens bange Lyd; Ei hørtes Skaldesangen,
Og bort var Harpen slængt. — Saa svandt din Afkom hen,
Uheldig Fædreland! snart var ei Spor igien
Af Odin og hans Mænd. Som naar fra Vesten stiger
Det tunge Uveir op, og rædsomt Solen sniger
Sig ned bag sorte Skyer, og huule, tunge Knald
I Lynild Glimt i Glimt, slaaer, buldre Skrald i Skrald,
Og Floder styrte ned, og høit Orkanen hæver
De klippefaste Træer, og heele Jorden bæver,
Og Midnat bruser Død: saa skielvede vort Land,
Da Fiender Flokkeviis betraadte Elvens Strand,
Blev’ yndt i Axelshuus, og trygt ved slebne Rænker
Tog Dannevældens Guld, og skabte lumske Lænker,
Og loe ved Asers Søvn. Ha! sildig saae vi op,
Da stolt de smiilte ned fra Ærens høie Top —
Men Held og evig Held forkynde Christians Ære!
Han skued dybt, og saae, vi eene burde være
Stor i vort eget Land; At al den høie Fryd,
Som nu var fremmed Arv, blev skabt ved Fædres Dyd.
Da lød et vældigt Bud: Op, Danmarks ædle Sønner,
Gaaer trygt ad Ærens Vei, Skioldungen kun belønner
Sit eget kiekke Folk — Hver Indfød blive stor
Langs ud til Elvens Bred og høiest op i Nord!
Saa hvirvled Sorgen bort — Paa hver en Oldings Læbe
Stod nyelig skabte Ord. Hvert sittred — vilde stræbe
At yde Christian Tak. En halv, en afbrudt Lyd
Om Fader — Konge — Gud — kom, døde hen i Fryd.
Og Danmarks raske Børn saae al den stolte Hæder;
Og høit soer Cimbrisk Mand: Os være Valhals Glæder,
At søge Viisdom, Dyd, naar Fred er Landets Lyst;
Og byde Fiender Kamp, da glæde Kamp vort Bryst!
T.