Ved Belternes behagelige Strande
Istemme danske Muser deres Sang,
Og høie Lyd af kodanonske Vande
Fuldstyrke Harpens Klang.
Og hør, fra Nors det vidtudstrakte Rige,
Hør, høi og ædel, Harmonierne
Fra Field til Dal og ned til Havet stige,
Og fylde Chorene.
Hvad synger I, I Tvillingrigets Sønner?
Hvi dundres disse Jubelhymner ud?
Hvi hæves høit paa Viraksskyer Bønner
Og Løvter op til Gud?
Ha, Kronede! for Dig, for Dig opsvinger
Sig Skaldens Frydetone, Harpens Lyd
Er stemt for Dig, og høi og mægtig klinger,
Og synger om Din Dyd.
Saa fordum ned fra Hlidskialf Odin skued’
Og saae og lønnede Fortienester;
Drev Rænker bort og Faren, naar den trued
Jordklodens Mennesker;
Saa skued’ Du fra Dit det høie Sæde,
Og saaest Dit ædle Skandinavien,
Og i Dit Bryst opsteeg den varme Glæde,
Som lønner Styreren,
Naar han, som Gud, seer Millioners Lykke
Fuldt tilberedet, vente kun hans Bud;
Og føler Kraft, og Drift, som Sang ei kan udtrykke,
At skabe Hæld, som Gud.
Ja, Christian saae, og Natten var forsvunden,
Som tvang Hans Folk at søge Faklers Skin;
En Morgensoel for Norden var oprunden;
Alt trængte Lyset ind
I Landene; og skiønne, milde Straaler
Opklarte rundt omkring Ham Hav og Jord.
Mon Dagens Glands end Faklens Glimmer taaler? —
Det svandt ved Kongens Ord!
Ja, Nordens Sang, opløft dig høit, at prise
Vor Christian, Ham, Skioldungestammens Siir:
Europas Konger høre, at den Viise
Hos os bær Magtens Spiir.
I Seiergang skal vores Lov opstige
Og stoltelig forkynde Kongens Priis.
Og Eftertid til Eftertid skal sige:
At han var stor og viis!
A.