Taarnet.
»Jeg finder mig i meget: Regn og Slud
bemaler mig med vaade, grimme Skjolder,
med Nød og næppe Kammen rank jeg holder,
Fugerne skørnes, Mursten dratter ud.
Det faar nu være. Jeg er bleven gammel,
og Knarkens Ansigt er ej glat og smukt;
dog kan jeg endnu bruge Kirketugt,
naar Verden gør mig galdefyldt og vammel.
Hvor ofte maa jeg høre paa et Mudder
af hjærneløse Skader! Og min Gavl
bli’r sølet til af deres Halers Savl,
mens Knevren gaar med Fjas og Skræp og Pludder.«
Skaderne.
»Den gamle Kordegn tror, hans Røst er hvas,
naar blot han lirer sine Tonestumper,
skønt flere Toner stadig ned han dumper,
hvergang han prøver med sin sprukne Bas.
Han aner ej, hvad Menigheden vil:
det rige Sangvæld af Alverdens Fugle,
af Ørn og Skade, Luffegaas og Ugle,
og ikke dette Dompap-Orgelspil.«
Taarnet.
»Jeg ved det godt: Aarhundreder har slidt
min Klokkes Malm; tit er der ogsaa grebet
af Døvere og Kimere i Rebet,
hvis Ansvar vel desværre bliver mit.
Og ingen skulde være mere glad
end jeg, hvis der paa en Gang svulmed Klange,
som overflødiggjorde mine Sange,
fordi de havde fyldt den hele Stad.
Men bilder Skadetungerne sig ind,
at de har ogsaa Toner skabt i Livet,
saa bruger jeg det Næb, som blev mig givet,
og sætter i trods Mudret om min Tind.
Naar Aftensolen gyldner min Gesims,
har Harmen samlet Vejret i min Lunge,
og saa begynder Gubbens Røst at runge. —
Og medens Banden flyer forfjamsket-vims
væk til de Reder, hvor den hører hjemme,
saa blander jeg fortrøstningsfuldt min Stemme
i store Kor, hvor Mesteren nok næppe
har Brug for, hvad et Skadenæb kan skræppe«.