I Granskovens kolde Kælder,
hvor Plantelivet dør ud,
løfter Svampen sin blegfede Krop
med Slimen over sin Hud.
I ham er der ingen Hjærteklap,
som til Blodets Sange slaar Takt,
i ham er hver Sene og Muskel slap
og aldrig en Fiber strakt.
Lad Valmuen baalrød i Solen staa,
lad Safterne sive i Engbundens Straa
hvad vil vel en blodfattig Mand?
»I Granskovkrypten ensomt bo,
i klam og uforstyrret Ro
som Svamp paa Roden gro.«
I ælderynkede Skrifter,
hvor Livet forlængst gik ud,
blader en Haand, af en Tanke ført,
der blegned som Haandens Hud.
For mandsstærke Arme er Hvilen tryg
hos Bruden, favnende-blød,
for livsglade Svende damper en Bryg
af Syner ved Blodets Glød.
Men hvor faar den visnede Brudgom Ro,
om hvad skal hans Længsler sig sno?
Han steder sin Afmagt til Hvile ned
i Pergamenternes Mumiefred,
og Klerkesnirklernes Dødningedans
forlyster og lokker den mimrende Mands
lysrædde Drift og Sans.