Du har haft dit Stævnemøde
i din Faders rige Stue,
bag din fromme Moders Skygge
i en Hjørnesofas Hygge,
hvor du, forberedt paa alt,
vidste, hvilke Ord der faldt . . .
Denne herskabstrygge Ro
i de hyldest-sikre Blikke
viser grant, at Frøknen ikke
voved sine Silkesko
over Stævnemødets Bro.
Du har ikke haft dit Møde
Vinteraftnen i Alleen,
hvor du løb dig vaad i Sneen
uden Hat og Foerværkskaabe,
mens dit Blods den mindste Draabe
hamrede i Kind og Øre
mod en ukendt Høvdings Ord,
som i Krigertrods ser Aarets
sidste Vinteraften hælde,
thi hans Attraas Skabervælde
ved — trods Aars og Dages Død —
at Naturens Lov har plantet
Tider, Verdner i hans Skød.
Det var ikke ham, du hørte,
nej, saa tronede der ikke
denne herskabstrygge Ro
i de hyldest-sikre Blikke,
men saa havde Naadigfrøknen,
som paa mange Maal er klog,
sat sig ind i Stævnemødets
afgrundssvimle Tindesprog.