Naar jeg skal dø, saa skal du spille
dit rige Væld af tunge Melodier,
og du skal aabne Vinduet til Floden,
hvor Bruset i de høje Popler nynner
en Salme over Sygelejets Hynder . . .
Og er din Graad da tysset stum og stille,
skal dine anslag-faste Dødskoraler,
som kun om sjælesmeltet Samklang taler,
trods hvert Farvel, som hulker, skriger, flænger,
mod Riget gaa, hvor intet skurrer længer.
Naar jeg er død, skal Døden spille for dig —
og naar da Knokkelmandens skarpe Fingre
med Mester-Anslag i Klaveret griber
og alle Tonerne til Syle sliber,
som jages i din stakkels Trommehinde,
kan du da gemme dybt i Ørets Kammer
hin Klang af sjælesmeltede Koraler,
som midt i alle Dissonansers Kvaler
og i det sprængte Toneriges Jammer
bær Bud om Riget, hvorfra Tonen stammer?