Oluff Strangissøn oc Vnge Haffburd
12
12
1.
Det vaar Oluff Strangissøn,
oc saa hin vnge Haffburd:
Oc de tiente dennem saa lenge,
i Daner Kongens Gaard.
Saa brender deris Gods inde paa Ryland.
2.
Oc de tiente dennem saa lenge,
paa Daner Kongens beste:
Saa yppede de dennem en Trædte,
om begge deris gode Heste.
3.
Oc hør du vngen Haffburd,
ieg vil icke met dig trædte:
Din Moder hun vaar min gode Gudmoder,
hun skal icke for oss græde.
4.
Hør du kiære Oluff Strangissøn,
alt huad ieg siger til dig:
Oc du skalt fectes met mig i dag,
5.
Oc er min Moder din gode Gudmoder,
oc siger du det met skel:
Gud lade dig aldrig bliffue Mandsens mage,
for vden du dyster met mig.
6.
Huo kan vel rose mine stercke Hender,
Som dennem ingen gang haffuer frest:
Men det vil ieg for sanden sige,
saa rask da haffuer ieg Hest.
7.
Aarle vaar det en Morgen stund,
oc lenge før Lercken hun sang:
Op da stod hand Oluff Strangissøn,
hand klædde sig for sin Seng.
8.
Aarle om Morgenen vel god tid,
langt førre den Dag giordis Liuss:
Saa mange da vaare de Sadlede Heste,
alt for det Dyste huss.
9.
Den første Dyst de sammen reed,
begynte deris Heste at lege:
Oc der stod Fruer oc stolte Jomfruer,
de bleffue i Kinder saa blege.
10.
Den anden Dyst de sammen reed,
da knælede Haffburds Hest:
Saa mangen Dyst den haffuer ieg reden,
ieg fryckter denne bliffuer mig verst.
11.
Den tredje Dyst de samen reed,
oc da bleff Haffburd saar:
Oc der stode Fruer oc stolte Jomfruer,
de felde saa modige Taarer.
12.
Den Fierde Dyst de sammen reed,
oc da bleff Haffburd død:
Oc der stode Fruer oc Droningen selff,
de daanet vnder Skarlagen rød.
13.
Oc det vaar Oluff Strangessøn,
oc taler hand til sin Hest:
Nu tyckes mig selff vdi mit Sind,
at skowen vil skiule oss best.
14.
Oc det vaar Oluff Strangissøn,
slog op met huiden Hand:
Giffue det Gud Fader i Himerig,
ieg vaar i fremmede Land.
15.
Der til suarede Daner Koning,
hand holt der lidet fra:
Oc det forbiude den øffuerste Gud,
at du skulde Skowen naa.
16.
Oc nu ligger vngen Haffburd,
oc er slagen død fra Hest:
Oluff Strangissøn er en Fredløss Mand,
oc Skowen skiuler hannem best.
17.
Oc nu ligger vngen Haffburd,
oc Blodet rinder hannem til døde:
Oluff Strangissøn rider til Jørsals Land,
hand kand vel tiene sin Føde.
18.
I Giffue mig Vand at leske min Tørst,
ieg dricker det helder end Vin:
Ret aldrig komer ieg fra Jørsal hiem,
at tale met Moder min.
19.
Tack saa haffue Oluff Strangissøn,
hand vaar icke meget seen:
Oc hand reed sig aff Landet vd,
fra Kongen oc alle hans Mend.
Saa brender de deris Gods inde paa Ryland.