Liden Danued oc Vnge Suend Trøst
3
3
1.
Huad skal ieg i Danmarck,
deris Brynie ere mig for tunge:
De Danske Hoffmend de stotte mig,
for ieg kand icke deris Tunge.
Men ieg nemmer aldrig goden Danske.
2.
Deris Spore vaare saa klingend,
deris Heste haffde god gang:
Vdi Lunde Kircke i Skone Land,
der hørde de ottesang.
3.
først da hørde de ottesang,
oc saa de Messer Ni:
Saa lystede hannem vngen Daneued,
alt til sin Ganger at sti.
4.
Det melte hin gode Herre Oluff,
hand vaar deris Sogne Prest:
Som mend ved liden Daneued,
i Dag bliffue i min Gest.
5.
I Dag vil ieg met ingen Mand æde,
eller dricke den klare Vin:
Førend ieg kommer til Borreby,
oc taler met Moder min.
6.
Hør i kiæriste vngen Danued,
i sige det icke fordi:
Saa mange da ere de fiender,
der holder for vden vor by.
7.
Først troer ieg mit gode Suerd,
oc saa min gode Hest:
Dernæst troer ieg mine Danis Suenne,
ieg troer mig selff allerbest.
8.
Vel maa i tro eders gode Suerd,
oc saa eders raske Hest:
Oc saa tro i eders danis Suenne,
de suige eder allerførst.
9.
Oc det vaar liden Daneued,
hand kom for offuen den By:
Der møder hannem hans Fiender,
10.
Saa stercke da vaare disse Fiender,
som holt i lee oc ly:
Alle Daneueds Suenne toge Orloff,
hen fra deris Herre at fly.
11.
Alle da toge de Hoffmend Orloff,
alt fra deris Herre at fly:
Forvden hin vnge Suend Trøst,
hand tog da tienist aff ny.
12.
Oc ieg haffuer slidt eders Klæder,
oc ieg haffuer reden eders Hest:
Ieg skal stande met eder i Dag,
i meden eder trenger mest.
13.
Tagen haffuer ieg eders Sølff oc Guld,
oc ædt haffuer ieg eders Brød:
Icke rømmer ieg i Dag fra eder,
skulde det end vorde min Død.
14.
Saa kaste de deris Bag til samen,
for inden den grøne Lund:
De tho de vog vel Femtan alene,
for inden den Morgens stund.
15.
Saa skøde de deris rygge til sammen,
inden de tycke Rjss:
De tho de vog vel Trediue alene,
derfaare bære de stor prjss.
16.
Det vaar vngen Daneued,
hand bant sit Suerd ved side:
Saa monne de ædlinge saa gladelige,
hiem til deris Moder at ride.
17.
Det vaar vngen Daneued,
hand kom der ridendis i Gaard:
Det vaar hans allerkiæriste Moder,
hun vd imod hannem gaar.
18.
Du ver vel kommen liden Daneued,
oc aller kiæriste Søn min:
Huad da lyster dig heldst at dricke,
aff enten Miød eller Vjn.
19.
Ieg vil huercken æde eller dricke,
met eder Miød eller klaren Vjn:
Førend i giffue hin vnge Suend Trøst,
kiære eniste Syster min.
20.
Oc hør du det min kiæriste Søn,
ieg siger det icke fordi:
Saa sandelig hielpe mig Gud aff nød,
i ere alle Syskinde tre.
21.
Hør i det allerkiæriste Moder min,
i sige mig det met liste:
Huor da fødde i hannem vnge Suend Trøst,
men ieg det aldrig viste.
22.
der ieg sende hannem aff Land:
Saa sandelig spurde ieg hand vaar død,
thi klagede ieg ingen min Vaande.
23.
Det melte hand liden Daneued,
en Ridder Søn saa rig:
Nu vil ieg mig aldrig mere klage,
men ieg haffuer Brødre slig.
24.
Signe dig Gud hin vnge Suend Trøst,
min Tro vil ieg dig giffue:
Aldrig at suige eller vndfalde,
medens ieg er i Liffue.
25.
Liden Daneued oc vnge Svend Trøst,
klæde sig i Sabel oc Maard:
Saa ride de dem saa gladeligen bort,
alt vdi Keyserens Gaard.
Men ieg nemer aldrig goden Danske.