Den anden Vise om Herr Marsk Stig
30
30
1.
Marsk stig vogner om midie Nat,
oc taler hand til sin kiære:
Oc mig haffuer drømt vnderlig,
Gud raade huad det skal være.
Min ædle herre hin vnge Herr Marsk Stig.
2.
Ieg drømte om mit store Skib,
vaar vorden saa liden en Baad:
Borte vaar Staffn oc Styre met alle,
oc Landet kunde wi icke faa.
3.
Ieg drømte om mine Racker smaa,
vaare vorden vildene Suin:
Oc de haffde brut min Urtegaard,
oc kast mine Urter omkring.
4.
Oc ieg drømte om mine gode Hoffmend,
wi rede offuer breden Bro:
Min Ganger hand slog mig vnder sig,
oc løb til vildene Staad.
5.
Det melte stolte Frue Ingeborg lille,
hun suarede sin Herre saa:
Det veed alene Gud i Himmerig,
hureledis vore Skeben skulle gaa.
6.
I ligge oc huile min ædle Herre,
i giffue det icke giem:
Det betyder vore Bønder oc gode Mend,
de føre oss Skatten hiem.
7.
Oc det er huercken Bønder eller Borger,
end dog du siger nu saa:
Det er vist Herre Koning Erick,
mig vil til Landsting bestaa.
8.
Herr Marsk Stig lader vebne siu hundrede Mend,
oc alle i iern hin haarde:
Saa rider hand til Viborg by,
hand Kongen vel møde torde.
9.
Fremerst rider hand vngen Marsk Stig,
hand vaar vdi Hu saa trøst:
Effter rider alle hans gode Hoffmend,
oc denem skinde Guld paa bryste.
10.
Det vaar vngen Herre Marsk Stig,
hand ind at dørren træn:
Det vaar Ridder oc Ridder mends Mend,
de stode hannem op igien.
11.
Saa gaar hand at Landsting frem,
sin vaande der klager hand:
Det fortrød baade Bonde oc Borger til lige,
oc saa huer ædler Mand.
12.
Oc mig er sket saa stor en last,
det maa ieg harmelig kære:
Min Hustru er for mig voldtagen,
det er saa stor vanære.
13.
Opstod Herr Kong Erick saa snart,
hand bød hannem huiden Haand:
Ver vel kommen vnge Herr Marsk Stig,
her hiem aff fremede Land.
14.
Det suarede hand Herre Marsk Stig,
hand vaar i Sind saa vred:
Saa ilde ieg min møde spilte,
der ieg til Orlog reed.
15.
Ieg vaar mig vddragen i Leding,
at voffue for Riget mitt Liff:
Hieme sad i Herr Koning Erick,
voldtog min venne Viff.
16.
Det suarede hand vnge Koning Erick,
hands smilde vnder Skarlagen skind:
Frue Ingeborgs ia oc vilie,
vaar lige saa god som min.
17.
Der til suarede hand vnge Marsk Stig,
hand vaar icke meget glad:
Det plejer at være it gamelt Sprog,
Spaat oc skade følges ad.
18.
I haffue voldtagen min kiære Hustru,
oc førd oss i denne Nød:
I mindes det vnge Koning Erick,
eders Liff der met forbrød.
19.
Herr Marsk Stig ganger aff Tinget vd,
oc tager hand aff sin Hat:
I drages til minde huer erlig Mand,
ieg haffuer her Kongen vndsagd.
20.
Hør du vnge Herre Marsk Stig,
du lad bort fare slig Ord:
Ieg giffuer dig baade Borg oc Feste,
baade Guld oc grønen Jord.
21.
Icke skøder ieg dine Borg oc Feste,
de kome mig icke i Hue:
Ieg vilde den Gierning vaar wgiort,
imod den dydelig Frue.
22.
Otte aff de beste Slotte her er,
vdi Danmarckis Rige hin bolde:
Dem giffuer ieg dig til Fedrings Bod,
du maa dem vel beholde.
23.
Icke da rider du Marsk Stig saa sterck,
ieg kand mig io vel vare:
Oc vilt du ingenlunde være min Ven,
ieg bær der lidet aff fare.
24.
Icke rider ieg saa sterck offuer Marck,
i kunde io være min lige:
Oc haffue i det icke førend hørd,
at Macten for Kaansten maa vige.
25.
Icke er ieg sterck ey helder saa streng,
ieg kand eder veyen formene:
Mand finder dog stundom en Mønde saa karsk,
en Hiort kand beide alene.
26.
Icke fører ieg de Glaffuende saa mange,
som eder forhindrer den Pass:
En liden Tue kand hende sig saa,
den velter saa stort it Læss.
27.
Saa rider hand hin vnge Herr Marsk Stig,
hiem til Frue Ingeborgs Bur:
I være vel kommen min ædle Herre,
ieg haffuer eders Mandom spurt.
28.
I frycte icke Kongen eller al hans mact,
hand er saa fæg en Mand:
Hanem maa icke lide enten læg eller lærd,
offuer alt hans gantske Land.
29.
Ieg haffuer mig en Syster Søn,
hand tiener hannem io saa nær:
Hand giffuer oss bud om Kongen i løn,
naar hand alene er.
30.
Naar i haffue vejet det Parder Diur,
som soffue oc dricke mone lyste:
Kong Erick i Norge hand stander eder bi,
met Skib oc Mand hin trøste.
31.
I drage til Hielm i bygge der Slot,
som ingen kand offueruinde:
Judland oc Sieland der ligge omkring,
saa nær met andre smaa Lande.
32.
Saa lenge i leffue i bliffue en Herre,
min sorg gangis mig til døde:
Saa gierne ieg døer oc skillies her fra,
naar i haffue heffnd min vaade.
33.
Ret aldrig vaar ieg glad eller fro,
siden Glepping giorde mig Vaande:
Christ signe eder Marsk Stig i allenfærd,
oc gaa eder vel ihaande.
34.
Christ signe vore Døttre det vnge Blod,
for dem bær ieg stor quide:
Saa vist e Aar leggis ieg i Ljg,
de ædlinge fare saa vide.
35.
For ærlig sag er ærlig suar,
det tør sig ingen skamme:
Det vogner dog op det bliffuer icke borte,
naar Gud vil rætuiss dømme.
36.
I lide Mand lille huad Gud vil føje,
hand vil eder ingenlunde suige:
Findis wi ey førre oc tales ved,
wi findis i Himerigs Rige.
Min ædle Herre hin vnge Herr Marsk Stig.