Dronning Dagmars Hiemferd til Danmarck
23
23
1.
Det vaar Behemer lands Droning,
hun tager sin Daatter at lære:
Naar du kommer i Danmarck ind,
dig vides baade Hæder oc Ære.
Den Frøicken kom aff ædle Behemer land.
2.
Oc naar du kommer i Danmarck ind,
da vides dig Hæder oc Ære:
Du lad icke Skat offuer Bønderne scriffue,
saa haffue de dig saa kiære.
3.
Den første bøn du beder din Herre,
den Herre saa mild oc fin:
Du beder hand lader Biscop Valdemar vd,
allerkiæriste Morbroder sin.
4.
Oc der vaar Silcke oc Skarlaggen rød,
paa Jorden strax vdbred:
Det vaar den vnge Frøiken Dagmar,
hun bleff til Strande vdleed.
5.
Saa vunde de op deris Silcke Seyl,
saa høyt i forgyldene Raa:
Saa seylede de til Danmarck ind,
fast minder end Maaneder tho.
6.
For Mandø kaste de deris Ancker,
alt paa din huide Sand:
Toge de hin vnge Frøiken Dagmar,
de løffte hende først paa Land.
7.
Toge de hin vnge frøiken Dagmar,
de løffte hende først paa Land:
Valdemar Koning aff Danemarck,
hand recker hende huiden Haand.
8.
Der vaar Silcke oc Skarlaggen rød,
saa vjt paa Jorden vdbred:
Dagmar fulde baade Fruer oc Møer,
hun bleff paa Riber Huss led.
9.
Saa aarle om den Morgen stund,
lenge før end det vaar dag:
Det vaar vngen Frøiken Dagmar,
hun kreffuede sin Morgen gaffue.
10.
Den første Bøn ieg beder eder om,
allerkiæriste Herre min:
I lade Biscop Valdemar vdaff Taarnet kome,
for Slect oc Frender sin.
11.
Den anden Bøn i vide mig vist,
ieg beder eder io saa gierne:
I giffue alle de Plogpendinge til,
oc Fangerne løss aff Jerne.
12.
Den første Bøn i tie saa stille,
i tie Frøiken Dagmar saa quer:
Kommer hand vd Biscop Valdemar,
hand giør eder Encke i Aar.
13.
Hun tog Guld Kronen aff Hoffuet,
oc sætte for Kongen paa Bord:
Huad skulde ieg i Danmarck,
maa mig icke vidis it Ord.
14.
I hente mig ind Ridder Herr Strange,
oc saa hin vnge Juncker Knud:
I skulle hen fare til Oringsborg,
oc løse de fanger vd.
15.
Der hand kom aff Tornet vd,
da kunde hand icke gange:
Ieg haffuer her sæt paa Tolffte Aar,
de tide vaare mig saa lange.
16.
Hans Søster tog Guld kam aff sit Skrin,
hun kemte hans gule Haar:
For huer den Lock der hun hanem ridde,
da feld hun modige taar.
17.
Hør du kiæriste Syster min,
oc du græd icke for mig:
Fuld vel skal ieg heffne min Harm,
om ieg it Aar er queg.
18.
I tie quer Biscop Valdemar,
lader icke eders Vrede regere:
Kommer i atter paa Siøborgs Taarn,
ieg seer eder aldrig mere.
19.
Icke kunde Biscopen lade sin Harm,
før hand maatte Landet rømme:
Det fortrød Droning Dagmar mest,
hand kunde icke bedre skønne.
20.
Der vaar stor Glæde offuer all Danmarck,
Dagmar vaar kommen til Lande:
Der leffuede i Fred baade Borger oc Bonde,
vden Skat oc Plogpendings Vaande.
21.
Christ signe de vnge Ædlinge tho,
de lenge maatte sammen leffue:
Guds Ord, Rætferdighed, Dom oc Skel,
for huer Mand at haandtheffue.
Den Frøiken kom aff ædle Behemer land.