Var Odin ei den viseste i Norden?
En Gud, saa stolt som vel Homerus har?
Han vredtes kun, og Himlen brølte Torden,
han tænkte; Danmark bliv! og Danmark var.
Men hvad var vel hans Glæde her paa Jorden?
Mon evig Kamp og evig Vaabenbrag?
Var hans Musik en uophørlig Torden?
Var Throner kun hans Attraa Nat og Dag?
Nei nei saa vild var vor Valfader ikke,
hans Lyst var Sang, og Øl og Mjød hans Drik;
han slog kun for i Ro at kunne drikke
og fyldte Bægres Klang var hans Musik.
Men, da han blev omsider kjed af Jorden,
saa skabte han et varigt Himmerig,
en Salighed for Kjæmperne i Norden,
et Valhalla til Fryd for dem og sig.
Thor tog et Fjeld af Norges Marmorklipper,
og vendte det, og satte det til Bord;
derpaa stod Kruus med Mjød, som aldrig slipper,
og Bragi blev til Gud for Sangen gjort.
Valhalla stod Elysium til Skamme;
Valfader drak før han drog heden hen,
en vældig Drik og stak sig i det samme,
og foer til Valhalla, — og drak igjen.
Hver Skandinav fik Lyst til Asgaards Glæde,
og elskte Dyd og øv’de Heltedaad,
for der at faae blandt Aserne et Sæde,
og smilede ad Dødens hvasse Braad.
Saa gjorde og den stolte danske Konge,
som hiin Tyran lod fordum stinge død;
man hørte ham i Pinen glad at sjunge:
Jeg gaaer til Odins Sal at drikke Mjød.
Og var der vel en Helt paa danske Slette,
som Valhal vis, i Kampen veeg en Fod?
Nei, for sig der tilbords at kunne sætte,
han sidste Draabe Blod for Landet lod.
Var Valhal da saa stolt et Himmerige
og vi det ei beiagte — skam os da!
Vi synge rask og drikke ret tillige,
saa have vi jo her — et Valhalla.
P. M. Trojel.