Vi reiste i Dage, vi reiste i tre,
De Sundbyes Møer at besøge.
Det var saa favert et Syn at see,
Hvorlunde vi Havet mon pløie.
Først lode vi stande ad Abrahamstrup,
Som nu Jægerspriis bliver kaldet.
Den sølvbleege Maane hun hæved’ sig op,
Da Stierner formeertes i Tallet.
Vi seilte i Timer, vi seilte i syv,
Før vi til Land kunde lange.
Paa fraadende Bølge vi voved’ vort Liv,
Og ingen af alle var bange.
Der hviilte vi sødt vore mødige Been,
Til Solen stod høit over Skoven.
Der saae vi saa mangen en Hæders-Steen
For Bogen og Sverdet og Ploven.
Saa rullede vi til Friderikssund —
Der var stor Glæde og Gammen —
Og tømte saa manget et Glas til Bund.
Vi talte saa lystelig sammen.
Til Frederiksværk vi paa Axelen foer,
De fæle Maskiner at skue,
Som skabe et Helved paa Fredsomheds Jord,
Og leege med Torden og Lue.
Som Paris af Kampen, saa iilte vi bort,
De venne Jomfruer at svinge.
Det syntes som Venus os selv bragte fort
Paa Elskovs utrættede Vinge.
I Frideriks-Sundbye der stander en Dands,
De Leegere komme tilstæde.
Skiøn Jomfrue staaer prydet med blomstrende Krands,
Og længes paa Tillien at træde.
Vi dandste i Timer, vi dandste i ti,
De Jomfruer vare saa lette;
Vi stode hinanden saa troeligen bi,
Og ingen af alle blev trætte.
Ei Elverhøis Møer sig tumle saa let,
Ei Havfruer dandse paa Tillier,
Som Sundbyes Piger de svingte sig net.
Vi svæved’ blandt Roser og Lilier.
Farvel, favre Piger! nu lade vi staae
Tilbage til Odsherreds Strande.
Nu pløie vi atter den Bølge saa blaae,
Uvisse, hvor vi monne lande.
Vi reede, vi vipped’ paa Bølgen saa striid,
En anden Dands monne vi dandse.
Forgiæves var alt vores Arbeid og Fliid,
De Vaager ei lode sig standse.
Høit tudede Stormen i Seil og i Mast,
Vi reebte saa godt som vi kunde.
O tænker! I Smukke! hvis Traadene brast,
Saa dandste vi alle til Grunde!
Nu skiulte sig Maanen bag kulsorte Skye,
Fælt fraadede Havet af Vrede;
Ei kunde vi ankre, ei kunde vi flye;
Dog leed vi kuns lidet af Heede.
Tak skee Dig, Kong Øre! stort være dit Navn!
Du trodsede Bølgernes Harme,
Saa kierligen modtog du os i din Favn
Imellem de skovrige Arme.
Hos Venner vi endte vor Eventyrsfærd,
Der glemme vi al vores Qvide.
Nu ere I hisset — nu ere vi her,
I Smukke paa østlige Side.
Men aldrig skal glemmes den Tid og den Stund,
Da I os forundte den Glæde,
At dandse med Eder paa tværs og i rundt,
Derom vil vi drabelig qvæde.