Landet og Staden
Til Elise.
Til Elise.
For Staden, Elise,
O! tag Dig ret vaer!
Min Sang skal Dig vise,
Hvad Farer den har.
Du er saa nysigen,
Dit Kjøn er Du lig;
Jeg mærker en Higen —
O ja, o ja! — jeg faaer vel at advare Dig.
Du fødtes paa Landet,
Paa lykkeligt Sted:
O! søg intet andet!
Hvor finder Du Fred?
Vee Dig! om Du haster
Til tryllende Stad;
Saa let Du da laster —
O ja, o ja! — hvad nu gjør Dig rolig og glad.
Naturlige Retter
Er’ altid Din Sag.
Du ingen Priis sætter
Paa Blanding af Smag.
Man spiser i Staden
Kun Damp eller Dunst.
Der alt, indtil Maden —
O ja, o ja! — er Maske, og Falskhed og Kunst.
Din Lyst er at møde
Den tidlige Dag.
Da skummer Du Fløde
Med munter Behag.
Men Piger i Staden
Trygt sove til ti;
Saa trave paa Gaden —
O ja, o ja! — af byrdefuld’ Ærinde fri.
Om Dagen er Tiden
Med Sysler besat;
I Stilhed Du siden
Paa Rokken taer fat.
Fra Staden bliv borte;
Der mangen en Gang
For Tiden at korte, —
O ja, o ja! — man er i en gyselig Trang.
Paa Landet Du kjender
Opvartere nok,
Af Høns, Gjæs og Ænder
Dig følger en Flok.
Ved Staden at søge
Du Kredse der seer
Af buntede Gjøge —
O ja, o ja! — hver mælder hvad Røver han er.
Nu Knøsene skotte
Hver Søndag til Dig;
Med Hilsenen gotte
De lønligen sig.
I Staden de stirre
Igiennem et Glas;
Og gjerne forvirre —
O ja, o ja! — et Noer med det flydende Fjas.
Oprigtige Piger
Med Glæde Dig seer;
Af Hjertet de siger
Du nydelig er.
Flye Staden, min Datter!
Der ofte Dit Kjøn
Med haanende Latter —
O ja, o ja! — vil straffe Dig, at Du er skjøn.
De landlige Sæder,
Den sneehvide Dyd,
Nu kjendes med Hæder,
Nu skues med Fryd.
I Staden, min Kjære,
Kun Vræng paa det slaaes;
Der er Du ej mere —
O ja, o ja! — end stakkels eenfoldige Gaas.
Din Ungdom bortrinder
Blandt skyldfrie Folk.
Din Vandel der finder
Ej Spejder, ej Tolk.
I Staden de smedder
Et Ord til en Last;
Da hastigt der hedder: —
O ja, o ja! — den dydfulde Boble dog brast.
Paa Landet Du bliver
En Kjærestes Deel;
Han Alting Dig giver,
Og Du har ham heel.
I Staden har Fanden
Saa ofte sit Spil;
Tit tager der Manden —
O ja, o ja! — en to, til tre Hustruer til.
Behøver, Elise,
Behøver Du meer?
Skal jeg endnu vise,
Hvad Farer der er’?
Et sandt Himmerige
Er Landet for Dig;
Og reent ud at sige —
O ja, o ja! — den Stad er et andet Sted lig.
Tode.