Det vorde lyst! saa raaber alle,
Der ønske Verdens modne Held;
Paa Kundskabs Dag de Vise kalde,
At fremme Millioners Vel:
Til Sandheds Soel oprunden er,
Man Fordoms sorte Skygger seer.
Det vorde lyst i Videnskaber,
Hver Forskebane vorde klar!
Naturens Skatte Jorden taber,
Om ej dens Præst sin Fakkel har;
Thi giør den Lærde sig bereed
At lyse for nysgjerrigt Fied.
Den Lysning, Lærdom kan berede,
Var dog for enkelt Mand kun god:
Ei fiern den Klarhed vilde sprede,
Hvis ej en Ven ved Siden stod.
Gud bød! Typographie blev til:
Og høit oplued’ Sandheds Ild.
Forgjeves Have Kloden skiller,
De fremme kun Oplysningsfart;
Sit Glas Typographie opstiller,
Og fiernest Mørke vorder klart.
Den Lærde taler; hvert hans Ord
Strax høres af den hele Jord.
O Du blandt Konsterne den bedste,
Du Viisdoms stærke høire Haand,
Kun Du kan Staters Vel befæste;
Thi Du kun bryder Fordoms Baand,
Du drager Mørkets Slanger frem,
Og tager rædsom Gift fra dem.