Om hver en troe Hyrde nu smukt sagde sandt,
Hvad først hos sin Skjønne meest dejligt han fandt,
Hvad egentlig det var, han indtoges af,
Og det, som hans Frihed sit Banesaar gav,
Kort sagt, hvad han skued’ med største Behag,
Da vilde man see den forskjelligste Smag.
Et tykt og et langt og et silkeblødt Haar
Er Skyld i min Qvide, A vigtigt tilstaaer.
B siger: den Pandebusk, som var at see,
Som tusind Agather henkasted’ paa Snee.
En C’s ømme Hjerte blev hængende i
De yndige Stropper, som Nakken lod fri.
D satte sin Frihed saa jammerlig til
For to brune Øjne, der sprudede Ild;
Imedens E hentede Lidelsen sin
Udaf et Par, ligt Kjøbenhavns Porcelin;
Et mørkegraat, snaksomt og smilende Par
For elskende F en sand Fugleliim var.
For sukkende G var et skjønt Øjenbryn
Et tryllende, seirende, vindende Syn,
Da sort, reent og høit tvende Buer der stod,
Den steenhaarde H sig dog opgløde lod.
Dog Mange et Par uden Fare har seet
Som selv alt for Elskende drages i Eet.
En hvid, hvælvet Pande blid, aaben og fri,
Den arme I’s Øjekast tumledes i.
Hans flakkende Blik snubled’ saa strax i dens Snee,
Som Fluer kan drukne i Melk eller Thee,
Men er Panden lav, da den Skuende kan
Betids nok og sikkert sig flygte i Land.
Den Næse, den Kjerligheds sande Bogspryd,
Er Aarsag i K’s lange sorgblanded’ Fryd.
Den lodrette Grædske en L overvandt,
O M i en romersk sin Frieheds Grav fandt.
Den Stumpede hisset en Sultan indtog,
Som mægtig Magnet vor N flux til sig drog.
Paa blodrig, paa purpurrød Kirsebærmund,
O raged’ een Dag med sit Hjerte paa Grund.
To favre Koralleskjær, runde og smaae,
Fribytteren P tilsidst strandede paa,
Mens Q en lang, bred Mund kun hovede bedst,
Hvor han kunde kysse i Øst og i Vest.
I Purpurportal var, saa hvide som Snee,
En Mængde smaae Elfenbeens Tænder at see,
Der hver Gang, den Deilige Munden oplod,
I smukkest Parade i dobbelt Rad stod.
Men R, da de Karle Du skuede bedst,
Dit Hjerte hos Hymen blev sat i Arrest.
De Roser, som paa en rund Liliebeed groer,
Dem skyldfri Blufærdighed bringer i Flor,
Den stakkels S ogsaa fortrylledes af,
Mens Du, skjelmske T, fandt for tidlig Din Grav
I een af de Grøfter, som Amor har brugt
Til Badehuus, den har Dit Hjerte opslugt.
Som Helicon, tvekløftet Hage tog U,
Og V kommer nydeligt Øre ihu.
En Hals af hvidt Vox, med sort Silkesnoer,
En W, denne Kjender udpeged’ sit Noer.
Og kort sagt: der aldrig en Yndighed var,
Den jo sine varme Tilbedeie har.
Men heldigst og meest at misunde er den,
Som lod sig af tryllende Heelt rive hen.
Det samlede Ynde er efter hans Smag;
Det hele Ensemble ham giver Behag,
Hvor ikke han hylder een Skjønhed i sær,
Men Summa Summarum Elskværdighed er.
Det Ene da tjener det Andet til Pryd;
Han finder bestandigt og overalt Fryd;
Hans Elskede lig en frisk Blomsterkrands er,
Hvori han hver Morgen ny Yndighed seer.
Han trylles, han trækkes, han fæstes hver Dag,
Og leer af de andres forskjellige Smag.
Tode.
