I Aftenskygger milde
En Yngling med sin Pige
Kom ned til Blomsteraa
Hun var saa taus og stille,
Og han saa mod tillige;
De mægted’ ei at sige,
Alt, hvad de tænkte paa!
Da kom han til at røre
Ved hendes Haand, den hvide,
Saa hendes Kind blev rød.
Da kom han til at føre
Sit Hoved lidt tilside,
Saa Læben maatte glide
Mod hendes Kinders Glød.
Da vendte hun sit Øie
Og lod det længe følge
Hen i den klare Aae.
Snart saae hun mod det Høie,
Snart i den dybe Bølge,
Men kunde ei fordølge,
Hvorfor hun skjælved saa.
Men han, alt som de vanke,
Mod Blomsterne sig bukker,
Der stod paa deres Vei,
Med Elskovs bange Tanke
Han vælger og han plukker,
Han giver og han sukker:
”Tag den! og glem mig ei!” —