Just Mathias Thiele (1795–1874)

I Aftenskygger milde

        En Yngling med sin Pige

                Kom ned til Blomsteraa.

Hun var saa taus og stille,

        Og han saa mod tillige;

        De mægted’ ei at sige,

                Alt, hvad de tænkte paa!

Först kom han til at röre

        Ved hendes Haand, den hvide,

                Saa hendes Kind blev röd.

Saa kom han til at före

        Sit Hoved lidt tilside,

        Saa Læben maatte glide

                Mod hendes Kinders Glöd.

Da vendte hun sit Öie

        Og lod det længe fölge

                Hen i den klare Aa.

Snart saae hun mod det Höie,

        Snart i den dybe Bölge,

        Men kunde ei fordölge,

                Hvorfor hun skiælved saa.

Men han, alt som de vanke,

        Mod Blomsterne sig bukker,

                Som stod paa deres Vei.

Med Elskovs bange Tanke

        Han vælger og han plukker,

        Han giver og han sukker:

                ”Tag den! og glem mig ei!”