Blomstre Du paa hendes blege Kinder
Stadigt med dit hulde Sundhedsskiær,
Skiönne Mai! og selv naar Du forsvinder,
Lad din Rödme længe töve der!
Har Du engang elsket — o saa veed
Ogsaa Du, hvor det en Yngling fryder,
Naar to Roser luende frembryder
Giennem Sneen i den Elsktes Bed.
Lad dem blomstre frem, O! lad dem glöde!
Selv om mine blegne skal derved!
Thi jeg elsker hende kun, den Söde,
Blegner maaskee selv af Kiærlighed!
Men lad mine blegne, naar kun hun
Eengang faaer dem atter til at glöde,
Og fremkalder paa min Kind to röde
Roser ved et Kys af hendes Mund!