Vidste jeg kan hendes Navn! O, giv mig det Cytherea!
Giv mig den Elskedes Navn! Mere begierer jeg ei!
Sikkert Du gav det skiönneste Navn til Din förste Præstinde,
Hvis ei Misundelsen selv har Dig forledet; thi Du
Elskedes aldrig, hvor skiön Du end er, saa höit som hun elskes,
Og i den Navnlöses Blik seer jeg en Guddom for Dig!
Ak! hvad hedder hun da! hvad kan vel den Elskede hedde,
Og kan jeg blot med et Ord fængsle et Væsen til mig?
Ja, hendes Navn, — naar jeg vidste det kun, — blev min Elskov en Formel,
Og i den Elskedes Navn navnlöse Tanker blev sagt!
Sproget er rigt, men alle dets Ord kan dog ei udtrykke,
Det som blot hendes Navn, der kan faae Plads i et Suk! —