Gaaer jeg i den grönne Lund
Mellem Blomster, under Blade,
Seer jeg Fuglene saa glade
I den aarle Morgenstund,
Ak! da söge mine Blikke,
Og mit Hierte længes saa,
Thi jeg veed, hun er der ikke,
Og jeg maa alene gaae!
Kommer jeg da seent i Quel
Mellem Venner og Veninder,
Og jeg der den Elskte finder,
O, hvad lider da min Siel!
Naar hun synger — ak, da bæver
Hiertet dybt ved hendes Sang,
Stuen bliver mig for snæver,
Og min Aande mig for trang.