Jeg var en Fugl, var Emma’s lille Fange!
De fine Fingre gav mig Mad og Drikke.
Jeg hende læse saae, og sye, og strikke,
Og stundom lytted hun til mine Sange.
Da blev jeg vaer, at hendes Sideblikke
Tidt speidede, saa ventende, saa bange;
Thi jeg, som ellers dog saa mange Gange
Gik Vinduet forbi, jeg kom jo ikke!
Da mærkede jeg först, jeg var i Fængsel!
Hun savned mig, som var saa nær hos hende
Og kunde ikke mig i Fuglen kiende.
Da sank min Vinge sygeligt af Længsel.
Jeg döde i mit Buur ved hendes Klage; —
Men vaagnede, — og er nu her tilbage!