Ifald du veed det — tilgiv mig, du Hulde!
At ei Petrarcha’s Lyra jeg lod hænge,
Men voved mig i Lunden ind at trænge,
Hvor Sydens Elskov klang i Toner fulde!
At skrive en Sonnet, var det jeg skulde!
Jeg vidste Lyren havde fiorten Strænge,
Men kun forgieves pröved’ jeg det længe,
Og tænkte: De er ikke vant til Kulde!
Men Weyse kiendte bedre dine Toner!
Han lærte mig, at ordne disse Strænge
Og at beröre dem lidt meer forsigtig.
O, du, som sværmer under Laurens Kroner!
Tilgiv, at atter jeg mig frem tör trænge
Med en Sonnet! — Nu troer jeg den er rigtig!