O Du! til hvem sig Hierter nærme stille,
Hvergang dit hulde Straaleblik de möde,
Dig vækker nu i Aarets Morgenröde
En lille Fugl her med sin bange Trille!
Den flöi omkring i Aftenvinde milde,
Og lod paa Vingen Sommersolen glöde,
Fra Hiertet faldt i Caroline’s Kilde.
Men her jeg bringer nu i Vinterkulde
En lille Kurv med bedre Rosenblade!
O, tag imod dem naaderigt, du Hulde!
I din Haand vil de mange Sommerglade,
Naar de har fölt din Aande, seet dit Öie,
Sig i en vaarlig Rose sammenföie!