Viggo Stuckenberg (1863–1905)

        Kære Ven, jeg sidder i et Gasthaus dybt inde i Thüringen og skriver dette ved Skæret af et osende Lys. Jeg fryser, min Aande staar som en sølvblaa Taageglorie om Lysets gule Flamme, og bag mig, i det kolde Halvmørke, er en hvid Dør lukket med en sort, jærnsnirklet Laas. Udenfor ligger en mørk Gade, sølet og snæver, og denne Gade løber videre, sølet og snæver og med fattigt lysende Lygter, ned igennem en By af lave, hvide Bindingsværkshuse med røde Tage og grønne Skodder, gemte i Regn og Mørke, og tæt bag Husene løfter sig i Mørket Dorsenberg med Gran ved Gran i ubegribelig Stilhed. Hvert Kvarter slaar et Kirkeur, rungende, som sang Vorherre selv sin Tids Vagtraab ned i denne Grav af Regn og Mørke.

        Den hvide Dør er lukket bag mig. Kære Ven, dette er egent- lig alt. Jeg sidder her og er ikke i den lille By langt nede imod Syd, ikke der, hvorhen jeg vilde rejst, ikke hos hende — og hendes Mand og hendes Børn.

        Altsaa heller ikke denne Gang — jeg evnede det ikke — som jeg aldrig vil evne det.

        Er det andet end det samme, det samme som i Fjor og som i Forfjor! Hvert Efteraar bringer det, bærer sit luende Løvskrin til mig og lægger paa mit Bord Minder, der river mig løs fra Venner og Arbejde og gør mig saa ensom, disse samme Minder om en regnkold, blæsende Høst for to Aar siden; de klæber sig til min Sjæl som Frugttræernes faldende Blade klæber sig til den vaade Jord. I Forgaars Morges, da jeg kørte ud fra Banegaarden derhjemme, og Kupeen fyldtes af Dagens graa Lys, og Ruderne duggedes for Regnen, stod alle mine Tanker stille ved det sidste Glimt, mine Øjne har fanget af hende. Det var for to Aar siden, en Regnvejrs Morgen som i Forgaars, og jeg rejste for hendes Skyld. Jeg sad i Drosken, bøjet frem mod den raslende Rude, og saa op til hendes Vinduer, og hun stod der under det oprullede Gardin og saa ud i Morgenen, bleg og høj, med den graa Dags Lys over det forvaagede, forpinte Ansigt, og jeg læste hendes Tan- kers Sorg i de brune, slørede Øjne, hvis Blik ikke fandt mit, men stirrede ud i Dagen som i en evig ubrydelig Tavshed. Tiden er gaaet i Staa eller sprungen som en Fjeder, der medløst snurrer videre og fyger gennem Dagene som gennem et tomt, slugende Rum, der ingen Genlyd giver, — siden det Øjeblik, da jeg saa hende fra Drosken og i Fortvivelse dræbte min Vilje, der vilde drevet mig til hende, taget hende med fra hendes Mand og hendes Børn, taget hende med og sunget alle Tvivl og Skrupler døde un- der min egen Lykke.

        Og i Forgaars, Blæsten, Regnen og den hvide Damp, der evindelig strøg forbi den vaade Rude, Stilheden i den tomme Kupe, alt sammen talte det til mig om den Morgen for to Aar siden. Jeg sad der i det samme Tog og kørte samme Vej, med den samme tomme, sagte vuggende Plydssofa foran mig, og jeg syntes, at der ingen Tid var gaaet, at Aarene havde sovet i dette Tog for at vente paa mig og vaagne nu, jeg atter sad der. Kun et — et var anderledes. Jeg kørte ikke fra hende, rejste ikke for at fly hende. Sekund for Sekund førtes jeg hende nærmere, og mit Hjerte videde sig som en Blomst, der spiler sin Kalk for at fyldes af Solen.

        Og endnu i Forgaars Aftes. Jeg laa paa Sofaen i et lille firkan- tet Dampskibslukaf og prøvede paa at sove, men kunde ikke. Fortøjet ved Bolværket ventede Damperen paa Nattoget Jeg var ene om Bord. Over mit Hoved sydede en Glødelampe og fyldte det tunge Mahognirum med mælkehvidt Lys. Jeg laa og stirrede op paa det lave Lofts udskaarne Træ, saa fuld af ængstelig Lykke. Døren stod aaben ud til en trang, hvidlakeret Gang, og min egen lydløse Længsel drak sig Liv af hver Lyd i Damperens levende Legeme, af det slæbende Hvin af Skovle, som læssede Kul under Maskinen, af en Pumpes rappe Slag, af Vand, der styrtes i Vand. Og jeg rejste mig og gik op paa det regnvaade Dæk og vandrede frem og tilbage i Blæsten og længtes og saa ind over det mørke Land bag Bolværket og ud over den sorte Sø, der aandede der- ude i Natten og løftede og sænkede den fortøjede Damper og vuggede dens Lampers gule Skær langs det sorte Skrog og ud over Havnen.

        Og nu ...

        Her, hvor jeg sidder i Aften, er jeg længere borte fra hende, jeg længes imod, end hundrede Aar er fra hundrede Aar. Mens Mørket faldt paa, kom jeg i Gaar Aftes i den tætte, fine Regn op gennem denne fremmede Bys uendelige, snævre Bjærggade. Uden- for de smaa, trangrudede Huse gik Kvinderne i Regnen og fejede Sølet bort mellem de vaade, toppede Brosten. Der var ikke andre i Gaden, saa langt jeg saa, end disse Kvinder, som gik og fejede. De talte ikke sammen, gik blot og ludede over Kostene, og jeg hørte ikke anden Lyd end Kostekvistenes Slæben over Stenene og den gurglende Larm af en Bjærgstrøm, der randt etsteds inde mellem de lave Huse. Og her sidder jeg nu og fryser og ser be- standig for mig den lange, snævre Gade derude og Halvmørket og Regnen og de ludende Kvinder foran hvert Hus. Og Taarnuret slaar derude i Mørket, og jeg kan høre paa Klangen, hvor Byen ligger dybt, og hvor Dalen er trang, og alt andet i min Sjæl synker et Øjeblik bort for den ene Tanke, at denne By, hvor jeg aldrig før har været, har jeg kendt fra min tidligste Barndom, kendt det altsammen saa nøje, som jeg kender Regnen og Mørket, vidst, saa længe jeg har levet, at her har disse Kvinder gaaet hver Aften, og ladet deres Riskoste slæbe over de samme Bro- sten, fejet deres Gade hver Aften, som de vil blive ved at feje den samme Gade hver Aften, som kommer, og en for en afløses af andre Kvinder, der vil staa her og lude og vende sig efter frem- mede og feje.

        Og her har jeg truffet — —

        Jeg vaagnede i Nat og hørte Døren nede i Gæstestuen gaa. Sang af mange Stemmer larmede gennem den aabne Dør, og jeg hørte Ordet Unglück, to Gange sunget. Saa faldt Døren i. En Gang senere vaagnede jeg, og Døren dernede gik paa ny, og jeg hørte det samme Ord, to Gange sunget — Unglück.

        Saa var det i Morges. Jeg sad dernede i Gæstestuens sorte Hestehaarssofa. Da stod han i Døren, stor og svær og sort- skægget, med dybtliggende, brændende Øjne, halt, støttet til en Stok og med en sort Pudel bag sig. Han gik frem over Gulvet og hilste og satte sig ved samme Bord som jeg, lige over for mig. Og hans Blik mødte mit, og jeg saa paa ham og evnede ikke at tage mine Øjne fra ham, til min Stirren blev til Ord og vi talte sammen.

      Hans Stemme var dyb og forunderlig blød; han talte dæmpet, som Folk taler i en Kirke, og hans Ords Klang gled over min Sjæl dyster og dulmende som Granskovens Sus. Men hans Øjne stirrede brændende, som Dagen pinte dem, som smertede det dem at se, som laa der noget tæt bag dem og led dybt og længtes efter, at Øjelaagene skulde sænke sig og svøbe alt i Mørke.

        — Vil De blive her? spurgte han med et, og der skød som et Glimt af Glæde op fjernt inde i hans Øjne.

        Blive her? Jeg vidste det ikke. Her saa lidt som noget andet Sted. — Vil De blive her? gentog han, og det var et Øjeblik som hyggede hans Ord og Stemme en Fred om mig, der lukkede for alle mine Dages Minder, og jeg bøjede Hovedet og sagde Ja.

      — De kan bo hos mig, sagde han og blev ved at se paa mig. Rejser De for at søge Ro, saa bo hos mig. De vil være ene og i Fred hele Dagen. Min Hustru døde i Foraaret, og jeg selv kommer først hjem ved Aftentide, og der er ikke andre i Huset end min Hund og jeg. Gaa med mig hjem og se paa det, saa kan De svare mig i Aften. Jeg kommer her tilbage i Aften.

        Og han rejste sig og vinkede ad mig, og jeg fulgte ham ud og op ad en snæver Bjærgsti. Han gik foran høj og haltende, støttet til Stokken og med Puddelen travende bag sig.

        — Her! sagde han og lod mig stige over en Trappes Sten- fliser og ind i et lavt Hus oppe paa Bjærgsiden.

        I den stille Forstue blev han staaende et Øjeblik og saa end- nu en Gang paa mig. Ikke en Lyd i den tomme Gang, ikke en Lyd inde bag de lukkede Døre, kun Regndryppet fra Tagskæg- get ude over Stentrappens Fliser. Saa rettede han sig, som tog han sig sammen, og drejede en Nøgle om og skød en Dør op ind til en mørk Stue. Skodderne sad for Vinduerne, og han maatte famle sig frem til dem. Saa drejede han dem fra, og Dagslyset faldt ind over en Dagligstues røde Plydses Møbler og over et rundt Bord med kvastet Tæppe.

        — Ja, sagde han, her er støvet og indelukket. Min Hustru døde i sin første Barselseng, og her inde har jeg ikke været siden.

        Og i det samme vendte han sig fra mig og tog et Par haltende Skridt over Gulvet og blev staaende og saa op paa Urets Glas- dør og tog Urnøglen.

        — Vil De? sagde han og rakte mig Urnøglen og vendte sig hurtig bort. Jeg tog den og trak langsomt Uret op, og det faldt i Slag og slog og blev ved at slaa, mens jeg drejede det frem og stillede det, en Mængde hastige Slag, alle de Timer det hav- de sovet, siden — — —

        — Ja, se Dem nu om selv, sagde han pludselig, jeg maa til min Forretning.

        Og han rakte mig Haanden, for første Gang, og tog om min fast og knugende, som greb han for sig, og som naglede han mig til sig, til sig og denne Stue og dette stille Hus.

        Saa gik han, og jeg var ene i Stilheden og vendte mig mod Døren for at gaa min Vej, for at løbe bort fra ham og fra dette Hus, hvis Stilhed stirrede paa mig som hans Øjne — med no- get bag sig, der led og krøb i Skjul for Dagens Lys og længtes efter Mørket.

        Jeg havde ikke Vilje til at gaa. Jeg blev og tog en Mappe, som laa paa Bordet, og aabnede den. Der laa et Telegram øverst, et Bryllupstelegram til ham og hende, og under det andre, lutter Telegrammer fulde af Lykkeord og Ønsker. Henne paa Væggen larmede Uret, og jeg grebes som af en hastig Angst for dette Sted, hvor jeg havde vækket Tiden, og for disse Ord, som levede der I Mappen endnu, og mine Øjne faldt paa en vissen Rosen- buket, der laa øverst paa en Etagere, i udhugget Papirshylster og med en lang, hvid Silkesløjfe hængende ned over de støvede Hylder.

        Jeg gik ud paa Gangen. Derude havde han, inden han gik, aabnet en Dør ind til Soveværelset, og jeg blev staaende et Øje- blik og saa derind. Der stod to Senge derinde dækkede med hvide Tæpper, og midt paa den ene Sengs hvide Tæppe laa en Ligkrans af rustede Jærntraade samlede under en Buket falmede, kunstige Blomster.

        Og da jeg kom ud og gik langs Huset, fandt jeg i Græsset under det lave Sovekammervindue lange, blonde, afredte Kvindehaar, vaade af Regn og viklede sammen som omkring en Finger.

        I Aften — for en Time siden — kom han ind til mig nede i Gæstestuen.

        — Naa, sagde han og stirrede længe paa mig, — naa, har De set Dem om — hjemme?

        Jeg nikkede tavs.

        — Lad os sidde lidt, før vi gaar hjem, bad han. Det er min Fødselsdag i Dag, — der er noget, jeg maa sige Dem, — hør et Øjeblik taalmodigt paa mig, — og gaa saa hjem med mig!

        Han lænede sit svære Legeme frem over Bordet og gjorde en Bevægelse, som vilde han rakt mig sin Haand. Og saa be- gyndte han at tale, hastigt, hviskende næsten, og saa’ imens paa mig, som vilde han med sine Øjne vaage over, at hans Ord naaede mig og mig alene.

        — Jeg sad som ungt Menneske ved mit Vindue og læste, og ovre ved et Vindue paa den anden Side Gaden sad hver Dag en ung Pige. Vi forelskede os i hinanden, og vi blev gifte. Et Aar efter Brylluppet døde hun. Saa kom jeg til Berlin og gik paa et Akademi og tegnede, og der traf jeg en Kvinde, og hun blev min Hustru. Hver Aften stod jeg hjemme og tegnede, og hun kom ind til mig og stod hos mig og talte med mig om mit Arbejde. Og saadan stod hun hos mig en Aften et Aars Tid efter vort Bryllup og gik saa ind i Stuen ved Siden af for at vente paa mig. Da jeg kom derind, laa hun død paa Sofaen. Saa rejste jeg til Weimar, og der traf jeg, — ja De ved det, i Fjor Sommer blev jeg gift for tredje Gang, og i Foraaret døde min Hustru fra mig. Og i Aften er jeg tre og tredive Aar.

        Saaledes fortalte han, kort og hastigt, og jeg saa hans Øjelaag sænke sig for de brændende Øjne, men kun et Minut, saa løftede de sig igen, og han saa paa mig med et søvnløst, en evig vaagendes Blik — —

        Og jeg rejste mig og gik, gik i Vrede mod ham, i pludseligt Had til denne Fremmede, som skar sin Skæbne ind i min Sjæls Fortvivlelse. Jeg hører endnu mine egne Trin over Gæstestuens sandede Gulv og Dørlaasens Knirk, og jeg føler bag min Ryg hans bøjede Skikkelse henne ved Bordet, mens jeg flygtede som for en Rædsel uden Ophør og uden Naade.

        Hvem er han, — hvad vilde han mig, — hvem har ført mig til denne By og til ham og hans Hus netop nu, nu?

        Han er gaaet, gaaet alene. For lidt siden hørte jeg hans hal- tende Trin gennem Gangen dernede. Han stod et Øjeblik i Mør- ket ude paa Gaden og fløjtede efter Pudelen — — Hvad har hans Skæbne med min at gøre! Jeg ved, hvem han er, jeg kender hans Bestilling her i Byen, hele den lille By ken- der ham, som den kender hver Mand, der bor her. Han lever her, køber sin Føde her, hans Navn staar paa Skattelisten . . .

        Og alligevel — —

        Min Sjæl siger mig, at han er kommen langvejs fra for at møde mig her og kalde mig Broder og sænke for bestandig mit Hjerte i Haabløshedens Sump, hvis Dyb er bundløst- hans eget Hjerte og mit, som elsker og vil elske evigt, og for at knuge mine Hænder i sine, at de som hans evindelig kan være magtesløse.

        Han er gaaet — han er her — han og Dødens Hus deroppe ved Bjærgstien — og jeg ser den regnmørke Gade og de fejen- de Kvinder — Uendeligheden — og langt langt, borte to brune, slørede Kvindeøjne, hvis Blik ikke finder mit, aldrig finder mit, men stirrer som ind i en evig, ubrydelig Tavshed. —

        Den hvide Dør er lukket. ..

        Min Sjæls hvide Dør.