Hvor er der langt til Livets Larm
fra denne lille aabne Plet
saa dybt i Skovens Fred!
hvor skygger Løvet lindt og let,
hvor skinner Solen lys og varm
paa dette stille Sted!
Hvor bliver fjern, hvor bliver vag
al Døgnets hvirvlende Staahej,
al Livets bitre Strid!
hvor lyder, langt fra Alfarvej,
Dagstrævets Galpen mat og svag,
hvor bliver Talen blid!
Du Skov, som staar med Løv igen,
hvor elsker jeg din lyse Ro,
jeg Fattigfugl i Bur!
og du har Trøst, og du er tro,
saa tro som ingen Barndomsven,