Før jubled Nattergale, hvor vi gik,
nu tier alle Havens Fugle stille,
kun arme Græshopper langs Stien spille
tungsindigt deres Fattigmandsmusik.
Og vi gaar ensomt om, og hvert et Blik,
vi veksler, kommer varsomt som et stille,
et høstblegt Solstrejf, der en Sky vil skille,
men véd, dets Glød med Sommerens forgik.
Og dog — det Violinspil alle Vegne,
det ene, sprøde Strøg, det er, som ser
jeg Dit og Mit sig til én Tone tegne,
saa ren, saa høj og klar, at hvad der sker,
hvad vi to sammen fandt, kan aldrig blegne,
om saa vi aldrig skulde mødes mer.