Du kommer som et Syn
af Sol og Hvidt
i Middagsstunden,
staar lidt, ser paa mig,
smiler blidt
og er forsvunden.
Jeg sidder stille, stum.
Men naar du gaar
og længst er borte,
jeg synes, salig jeg
i Drømme staar
for Himlens Porte,
alene, med dit Hjærte
gemt i mit,
du Morgensmykke!
beredt til Kamp med Gud
om hans og dit,
du al min Lykke!
Hvad saa der sker
imellem dig og mig,
om vi gaar under
paa denne arme Jord,
— du gav med dig
mit Liv dets Under.
Og skal jeg død
paa Dommedag engang
min Sag forsvare,
da skal for Gud
mit Hjærtes sidste Sang
den Lykke, han har skabt,
forklare.