I
Nu ligger Markerne øde
og venter paa næste Vaar,
de sidste smaa Bellis døde
for Frosten i Nat,
kun Tjørnebærrene gløde,
som hang en Zigeunerskat
i Buskenes viltre Haar.
Snart luer Solen, snart regner
Taagedryp koldt over Sti,
Stubmarkens Gule blegner,
alt falmer saa trist,
til atter et Solstrejf tegner
paa Guldgrund hver bladløs Kvist,
flammer og er forbi.
Brune Brakjordes Flader —
langt ude en Landsby i Dis,
tre fire solramte Lader
lysende gult,
hvide Gavler, der vader
som Maager paa graanende Is,
— og atter i Disen skjult.
Der stryger en enlig Svane
lavt over pløjet Land,
sænker sin skinnende Bane
tæt over Sø,
. . . thi dybest er Himlen at ane
i Mosens spejlende Vand,
— nu da Lyset skal dø.
II
Den stille, ensomme Mose
mod Aften staar bleg og klar
med Solens glødende Rose
som eneste Blomst bag Glar.
Et gulnende Birkeblad svæver
ned fra den spejlende Kyst
— fra dybe Riger sig hæver
et andet uendelig tyst.
Alle de Efteraarsskove,
der gror mod Himlen i Glød,
som sitrende Drømme sove
paa Aftenvandenes Skød.
Mosen — den er som et Øje,
der alting i Verden ser,
spejler Bøgen den høje
og Breddens skridende Ler.
Nu er Efteraar inde
visnet staar Blomst og Bøg,
Sommeren er kun et Minde,
dens Færd en falmende Spøg.
Mosen er som et Øje,
gemmer hver Stund, der led
spejler det lave, det høje
i drømmende Evighed.
III
Min eneste, egen Veninde,
du stolteste Kvinde
jeg havde kær!
— kunde du ikke mig binde,
jeg ikke dig,
. . . aa, Hjærtenskær!
min eneste, egen Veninde!
Et Blad — det falder mod Mulde,
Høstnætters Kulde
fejer det ned,
. . . vi leved Lykken tilfulde,
drak af dens Blod,
— blæstes af Led,
vidste blot ikke, vi skulde.
Hjærtet drømmer saa stille,
alt, hvad det vilde,
blegner engang;
tusinde Strænge spille,
og du forsvandt,
— en anden Sang
spandt sødt sin Trækfugletrille.
Fugl slaar op over Skove,
tør alting vove
for Solskins Skyld,
— blot ikke den Time sove,
hvor den Drøm gror,
da bag Blomsterhyld
dit Hjærte skrev mit dets Love.
IV
Sørgeligt skrigende Fugle!
alle de taagede Dage
den evigt skændende Krage,
om Natten den klagende Ugle.
Er det saa svært at skikke
sig ensomt blandt øde Grene,
sidde hver Aften ene,
— hvorfor tier I ikke?
Hvorfor tier I ikke?
— se, hver Gang Sommer gaar under,
tusinde Sjæle drikke
af samme evige Vunder,
suge sig Kval — og Lise
af det, som maatte saa være,
lader et Vindpust bære
det bort i en lydløs Vise.
V
Der er falden lidt Sne,
et tyndt drysset Flor,
som et Rimslør at se
om den mørkladne Jord.
Hvert Fodspor derude,
staar sort i det Hvide,
og ned over Rude
Tødraaberne glide,
en Markraage skriger
i Elmens Top,
Tungsindets Riger
lukker sig op.
Lad taage, lad briste
lad Sneen tø hen!
Der staar til det sidste
et Fodtrin igen.
VI
Hvis var den Fod?
Det gælder kun lidt,
— et Menneske traadte,
og Sporet det stod,
et Spor af en Sjæl,
en Skæbne, der gik,
— om fangen af Lykke,
om bidt i sin Hæl,
det vejer kun smaat.
. . . Vi flakker paa Jord,
— tilbage staar evigt
de Trin, vi har traadt.
Sommer kan dø
og Vinter gaa ind,
— evindelig skifter
et Menneskesind.
Frost falde paa
og Tø bringe Væde,
— aldrig dør det,
som var Hjærtet til Glæde.
VII
Saa lad de Skove slænge det Løv,
frugtbart Muld blive frosttørret Støv,
. . . i Glød staar Zigeunerskatten!
Sommerens Frugt i det pjuskede Krat,
Dug om Hyben, fra Svampens Hat
en Duft, der bugner i Natten!
Hede Løfter og stolte Ord,
det er Sommerens Gang om Jord,
— hver Vaar maa Myggen selv sværge.
Løft dit Hjærte i al din Færd!
bar du en Smaafugl dit Hjærte nær,
den stiger som Ørn over Bjærge.
Det, du har drømt, og det, der blev
dit svulmende Liv, det Skum, der skrev
din Saga paa kolde Stene,
aldrig taager en Høst det ned, —
blev det din Fryd, hvad heller du led,
det blev dog dig selv — alene.