Jeg staar hver Morgen ved Pont neuf og ser
paa dine brede, morgenfriske Vande,
imens Paris i Dagen dukker frem
og stryger Nattens Dunster fra sin Pande
Svagt summer Larmen fra den vaagne By
med Klokkeklang og Raab fra fjærne Gader,
og Spurvene slaar op fra Kajens Trær
og kvidrer fra de nærmeste Facader.
Hvor rolig i din Hast, du dybe Flod,
hvor ivrigt kruset og hvor fornemt stille,
en flygtig Skummen mod en brolagt Kaj
en hvisket Nynnen imod Broens Pille.
Fra grønne Marker strømmer du her ind,
hvor Sten og atter Sten hvert Muldkorn dølger,
og bærer under Hvirvelskyer af Støv
de grønne Markers Skær paa dine Bølger.
Du er mig midt i denne Feberstad,
der Nat og Dag i evig Uro brænder,
den sundes Aandedrag, den stærkes Fred,
en Vilje, som til Tøven ikke kender,
en aldrig spærret Vej for Himlens Vejr,
et Væld af Dagens Lys igennem Byen,
en Elskerarm strakt under Himlens Sol,
en aaben Spejlfavn sitrende mod Skyen.
Fjærn — fjærn er Staden med den blege Kind,
højt oppe driver Sky’r som Dis paa Vange,
frem gennem Verden gaar din vaagne Strøm
og nynner sine morgenstærke Sange.