Se, nu letter Dæmringsdisen;
Morgenbrisen
kruser Dunene om Høgens
hede Hjærte,
og fra Skoven stiger Gøgens
dybe Kukken;
Natteduggen
tænder langs de hvide Veje
mellem Græs og Kabbeleje
Kongelysets gyldne Kærte.
Som et Havblik Himlen straaler.
Sivet maaler
med sin Skygge Aaens Vande,
slukket ryger
Padderokkens sorte Tande;
rundtom flamme
Morgendamme,
og som Røg fra Nattens sidste
Elverlejre Taager liste
under Skov i hvide Byger.
Klare Morgen, lad din lette
Luftning slette
alt, hvad Nattens Koglerier
vidt om skabte,
spænd om Verden lyse Stier,
løft hver lukket
Blomst, der bukked
sig for Mulm og Hvirvelvinde,
. . . og lad den sin Lykke finde,
som sin Lykke fattig tabte!