Vis mig Ægypten!
Slaver!
Ægypten!
Hvor peger I —
hid og did!
— der laa Ægypten —
laa der —
Ægypten er ej mere!
Det gule Sand, den gule Ørk har sejret.
Slaver! Ægyptere!
alle I, som endnu tror det Vanvid,
at I er levende!
for sidste Gang i Støvet for min Fod!
føl Sandet brænde under Eders Negle!
det gule Sand, der drak mit Daaremod
og føg sin Ørk om Sjælens Kraterkegle!
den øde Ørk, hvis arme Kiselseng
jeg finder redt, hvor mit Ægypten praled,
hvor Livet flød med modig farvet Pragt,
mens Sol og Maane Palmeskygger maled,
og nøgen Fryd drev Døgnet ud af Takt.
Død er Ægypten!
en Ørken gul og gold!
Jeg selv, jeg, Farao, er død!
Og derfor, Slaver!
driv Bor og Mejsel rapt i Klippens Side,
byg min Ægyptersjæl dens Pyramide!
* * *
Gør Mumiekamret trangt,
giv det Vægge saa tykke, at aldrig
Ørknens døde Døgn skal snige ind
og vække Faraosjælen til Død paa ny!
Gør det svalt som en Nat paa Nilen,
mørkt, med Duft af intet, Lyd af intet,
som laa jeg Lig højt oppe mellem de stumme Stjærner
i den evig sorte Lufts uendelige Dyb.
For jeg vil ligge
som en Flis af Fjældet i Fjældets Indvold
tusind Aar og atter tusind Aar
og lære min Hjærne at slippe
en for en og et for et
de Tankeskaar og de Mindekorn,
jeg hobed mig sammen i al min enfoldige Armod;
gøre min Hjærne veg som et nyfødt Barns,
ren som intet er rent mellem Jord og Himmel,
og saa vaagne derinde i Mulmet
og sansende intet, vidende intet
skabe ud af min Hjærnes nøgne Vanvid.
* * *
Hverken Nat eller Dag!
Døgnløs Tid skal sove i Mørket omkring mig
og intet bringe og intet dræbe,
da alt er bragt og alt det bragte dødt.
Min Sjæl er led de evig samme Farver,
hvert Daggrys Sol evindelig byder mit Blik;
min Sjæl er led de evig samme Ord,
de evig samme Lyd;
al min Sans er træt,
finder Livet støvet og slidt,
som tusind Aars Trin slider Tempelgulvets Fliser.
Ud og ind kender jeg Døgnets Glæder
og Døgnets Sorg, hver Traad i Tidens Spind!
Saa skarpt hører jeg som den sky Schakal,
saa skarpt ser jeg som den sultne Grib
og lider den Døves Kval
og øjner kun Blindhedens Mørke bag Mørke.
* * *
De taler om Livet,
de raaber med Livet,
de græder det bort,
de ler det til Ende!
Og under deres Graad og deres Grin
laller de samme Ord,
virrer de samme Fagter
gamle, gamle, gamle som Livet!
Ikke kan jeg skelne
i det ustandseligt blaffende graa Væv
mine egne Dages Traad
fra jeg var Barn til denne Time.
Alle de Ord, der tales,
et ideligt klingende Ekko af Lyd
født for Aartusinder siden!
Alle de Drømme, der drømmes,
gravsteget Gengangerkryb!
Hver Fryd i mit bankende Hjærte, hvert Nag
urgammel Daarskab i urgammel Dragt!
Ægyptere! Slaver!
Støj og syng og dans,
jeg er ej spøgelseræd!
Syng om Livet og mal dets Farver,
jeg lider Æventyrets Løgn!
Luk med den mig Sjælens Sarkofag.
Da vil lettere min Hjærne glemme,
at den nogensinde leved.