Jeg er saa fyldt af gode Raad,
naar jeg paa Ryggen ligger
og føler Tungen liflig vaad
af det Glas Vin, jeg drikker.
Der findes ingen sulten Knark,
jeg skulde ham jo trøste
og vide hver betrængt Monark
med Visdom at forlyste.
Og kom til mig en hidsig Svend,
hæsblæsende, geskæftig,
han skulde ikke gaa igen,
før han var mindre heftig.
Thi støt staar for mit stille Blik,
— selv om der myldred frodig
med Skuffelser, hvorhen jeg gik, —
det lille Ord: taalmodig!
Og skønt jeg ligger dovent hen
og ryger jævnt og driver,
det lille Ord sig snildt igen
for mine Øjne skriver.
Og ingen andre Ord jeg ved,
kan ingen andre mindes,
og al mit Livs Besværlighed
af dette Smaaord bindes,
. . . indtil det Ord saa stille til
et andet sig fordrejer
og maler frem i Farvespil
for mine Øjne: Sejer!
Da falmer alle gode Raad,
og stakket dør min Hvile,
da længes alt mit Sind mod Daad,
min Sjæl maa atter ile!