I Aften tæt det regner,
Tagrenden gnavent sprutter
og splintrer langs ad Husets Væg
i ondt og sindigt Overlæg
den hele endeløse Tid
i vaade smaa Minutter.
Her sidder jeg og venter,
at noget nyt skal hænde,
og ved saa inderligt, at alt,
hvad Aftnen bringer, er fortalt,
naar jeg har nævnt den Flue,
jeg ser i Lampen brænde.
Og hænder der slet ingenting,
ved Gud, jeg klager ikke!
Tagrenden er mig snurrig nok,
den knurrer som en gammel Rok.
. . . Lad regne, sprutte, knurre!
jeg lader alting ligge?
Blot min Cigar vil brænde
og brænde jævnt og lige,
jeg har min varme Ovn, min Stol,
en Times Fred, min Bogreol,
— Kong Ego er jeg — heldigvis
foruden Land og Rige!