Hører du en Nattergal?
har dig Nattergalen vækket?
— sov kun trygt!
jeg har dækket
dine Skuldre med dit Sjal.
Ja, den synger!
hvor den synger!
og her er saa svalt og tyst,
som om Skovens høje Kroner
vokset var af Muld alene
for at lytte til de rene
Fugletoner
fra dens Elskerbryst.
Hvorfor skælver dine Hænder?
er det Nattergalens Trille,
der i Drømme dig forvirrer?
Nattergalen er en lille
barnlig Stakkel!
naar den elsker, maa den synge,
men dens Sang er et Mirakel,
som faar alle de smaa smukke
Blomster til at vugge.
Thi dens Sang har ligget gemt
alle Vintrens mørke Dage,
derfor svulmer den saa dybt,
tindrende og fuld af Klage,
derfor stiger den saa fuldt
som en frigjort Blodstrøms Rullen,
derfor brister den saa brat
som et Glar, der sprang i Kulden.
Sov kun, sov!
jeg skal holde dine Hænder!
de maa ikke skælve!
... nu er Skoven mørk og stille,
brusten Nattergalens Trille.