Nu, Moder, hvor du stedes,
Gud lad dit Hjærte glædes,
saa inderligt, saa moderhuldt,
som da af Lykke det stod fuldt!
Jeg voksed fra din Moderfavn,
jeg vandt mig selv et Fadernavn,
ak, Moder, nu du ligger død,
jeg græder som et Barn i Nød.
Jeg var din førstefødte Dreng,
min Sjæl din egens første Streng,
og naar du græd, og naar du lo,
da lo og græd vi begge to.
Det er saa milde Minder,
der til dit Skød mig binder,
saa milde, at jeg først forstaar,
nu, du er død, forgik min Vaar.
Nu klapper jeg din kolde Kind,
nu sover dybt dit Modersind,
jeg kan dig ikke vække,
kun ømt din Pande dække.
Men hvad jeg vandt i Lykkens Stund,
hvert Glædesglimt, hvert Smil om Mund
jeg sanker dem langs Livets Vej
og giver alle dem til dig.
O, Moder, tag dem alle med,
bevar hvert et i Sønnested,
da ved jeg, du vil glædes
evigt, hvor du saa stedes.
Og ser du mig og er mig nær
o, Moder, lad i al min Færd
mit Hjerte stille bløde
saa mildt, som da du døde.