Mit Liv er vokset fra dig længst,
det løber fort, og dit randt ud,
det er saa længe siden,
min Tanke bar din Tankes Skrud.
Men vandred min sin egen Vej
og havde alt for liden Ro
til helt paa din at bie,
jeg følte din dybt i mig gro.
Og hvad vi aldrig talte om,
hvad paa min Vej jeg ensom led,
det dulmer du, nu du er død,
— fordi jeg tror, du alting ved.
Og om hvert Saar, jeg bærer med,
og som for dig jeg dybt har gemt,
jeg føler nu din Moderhaand
mildt som om Barnets Bistik stemt.