Ambrosius Stub (1705–58)

Bedrøvet Verdens Glæde!

      Saa pak dig flux paa Dør,

Mig lyster nu at Græde,

      For lysten stak mig før,

Min Jesu blodig Møye,

      Hans Angest, Nød og Død

Staaer malet for mit Øye,

      Og legger det i Blød.

Jeg løb jo selv til Helved

      Fra Paradis, men see

Min Jesus laae og skielved

      I sit Gethsemane.

Jeg tændte selv Guds Vrede,

      Men Pinens ævig Glød

Kom Jesum til at svede

      I Striden med min Død.

O see hvor taus hand kunde

      I min den tabte Sag

Fordøye falske Munde

      Og uforskylde Slag.

Hans Ansigts Glands og Ære

      Leed Spyt og Spot og Spee,

I det hand vilde Tære

      Og taale all min Vee.

O see! Hand blev jo bunden

      Saa hart med sterke Baand,

Endskøndt der ey blev funden

      Misgierning i Hans Haand;

Jeg seer min egen strikke,

      Hvor i Hand førtes om,

Fordi jeg skulde ikke

      Staae bunden for Guds Dom!

O see! hand loed Hudflette

      Sin heele Hellig Krop,

At Blodet kunde Tvette

      Mig reen fra Taae til Top,

Jeg stormer til Guds Throne,

      Min straf stoed Jesus ud;

Hand bar min Hovmods Crone,

      Min Haanheds Purpur-Klud.

O see! hvor slog hans Hierte

      Paa Korset i hans Bryst;

O see Hans Død og Smerte

      For all min Synd og Lyst.

Bedrøvet Verdens Glæde,

      Saa pak dig flux paa Dør

Her lyster mig at græde,

      For Lysten stak mig før.