Ambrosius Stub (1705–58)

Jeg laver tynd Caffe,

      Den stærke brænder Blodet,

      Den stærke svækker Modet,

Og giver Hierte Vee,

Jeg Laver tynd Caffe,

      I Mandfolk! I, der skiønner

      At bruge Sundheds Bønner,

I see jo meget let,

At min Maneer er ret;

      Men vil Jurister sette

      Vor Meening her til rette;

O sligt maae gierne skee

Jeg laver tynd Caffe.

Jeg skienker Tynd Caffe,

      Den giver Sindet Kræfter

      Og fordrer ey derefter

Præservativ af Thee,

Jeg skiænker tynd Caffe.

      Har nogen lyst at Drikke,

      Hans Hierte tynges ikke

Hans muntre Sind er frie

Fra all Melancholie.

      I Sorgens Patienter!

      Her findes det I venter,

Her lærer I at lee,

Jeg skiænker tynd Caffe.

Jeg Drikker tynd Caffe,

      Frimodig alle Dage,

      Trods Grillers farlig Plage,

Trods Hierte-Klap og Vee

Af Stærk og sort Caffe.

      Det var da ey saa ilde,

      At Medici de vilde

Engang foreenes om

At fælde denne Dom:

      I Pigers hviide Arme

Bør ey den Karl faae Varme,

Der findes kold som Snee

Af sort og stærk Caffe.